Danmark har store traditioner i pointløb

KMK003_2

Fredag køres pointløbet ved VM i Hong Kong over 30 km. 24 ryttere deltager inklusive danske Niklas Larsen, men også profiler som belgiske Kenny De Ketele, franske Morgan Kneisky, australske Cameron Meyer, new zealandske Regan Gough, tyske Lucas Liss, østrigske Andreas Graf og tjekkiske Martin Blaha.

Niklas Larsen er europamester i pointløb, men det er første gang han kører VM i pointløb.

To gange er danskere endt øverst på skamlen, når der har været afviklet VM i pointløb. Michael Marcussen sejrede i 1983 og Dan Frost i 1986. Begge gang hos amatørerne. Desuden er Frost olympisk mester fra 1988.

Marcussens sejr kom efter bronze i 1981 og sølv i 1982. I 1983 i Zürich havde danskeren valgt en mere offensiv taktik end vanligt, og fik tidligt noteret en del point. Efter et styrt, kom Marcussen med i et udbrud, erobrede en omgang og kunne derefter kontrollere løbet.

Som professionel vandt Marcussen VM-bronze i 1988 og sølv i 1990.

Dan Frost sejrede i amerikanske Colorado Springs foran legenden Olaf Ludwig. Et udbrud midt i løbet grundlagde sejren. Frost og Ludwig endte begge på 32 point, men flest førstepladser i spurter afgjorde det til dansk fordel. VM OL 1988 viste Dan Frost stor overlegenhed, og endte sammen med hollandske Leo Peeler en omgang foran de nærmeste. Dan Frost har også en VM bronzemedalje fra 1985.

Seneste danske VM-medalje i pointløb var Daniel Kreutzfeldts sølvmedalje i 2009 i Polen, hvor danskeren faktisk var meget tæt på at blive verdensmester, men måtte bøje sig for Cameron Meyer, der i øvrigt også er med ved årets VM.
Også Michael Sandstød har været meget tæt på VM-guld i pointløb. Faktisk var det kun fejl hos kommisærerne, der i 1996 gav sejren til spanske Juan Llanderas, og Sandstød dermed måtte nøjes med sølv. I 1994 vandt Jan Bo Petersen også sølv og i 1990 og 1991 bronze.

Hos damerne har både Mie Bekker Lacota og Trine Schmidt vundet VM-sølv.

Lad os håbe at Niklas Larsen kan fortsætte de gode danske traditioner fredag.

Kilde: De Danske Cykelhelte

michaelmarcussenverdensmester