Verdensmester med i fredagens omnium i Ballerup

I forbindelse med weekendens 3-dagesløb, arrangeret af DBC i Ballerup Super Arena, køres der fredag et omnium for kvinder. Her er blandt andre 23-årige britiske Emily Nelson til start.

Nelson har i flere år været en del af det britiske landshold, og er blandt andet blevet verdensmester i parløb i 2018, europamester i scratch i 2019 og har en lang række øvrige mesterskabsmedaljer på rekordlisten.

Som junior var Emily Nelson i 2013 med til at sætte senior verdensrekord i holdforfølgelse. Briten er uden tvivl blandt verdens største kvindelige baneprofiler.

I alt deltager der ryttere fra følgende syv nationer i omniumserien: Danmark, Storbritannien, Schweiz, Holland, Slovenien, Italien og Rusland. 19 ryttere er med når der køres over scratch, temporace, udskilning og pointløb. Dørene åbner kl. 17:00 fredag i Ballerup Super Arena.