Tobias Kongstad fortsætter på Riwal Cycling Team

Tobias Kongstad kører også på Riwal Cycling Team i 2021.

Den 24-årige rytter har kørt hele sin seniorkarriere på Riwal Cycling Team og med en masse erfaring fra to år i det professionelle felt håber han, at det kan give ham lidt ekstra i den kommende sæson. Og forhåbentlig kan han hjælpe holdet tilbage på den professionelle scene.

“Min helt klare ambition er at få nogle UCI-topresultater og træde tilbage til de professionelle rækker – forhåbentlig sammen med Riwal Cycling Team. I og med, at vi kører på kontinentalniveau og kommer til at køre løb, som ikke altid er imod World Tour-holdene, så er mulighederne noget større for at tage nogle sejre med hjem,” udtaler Tobias Kongstad.

Sportsdirektør Michael Skelde forventer også, at Tobias Kongstad rykker sig i 2021, da han allerede i seneste sæson så, at den unge rytter havde niveauet til at være med i de professionelle løb. “På trods af en meget kort sæson sidste år, så tog Tobias et kæmpe skridt i den rigtige retning. Jeg forventer egentlig, at han kan være toneangivende i mange cykelløb. Han har oparbejdet en styrke, som gør, at han hører til på det professionelle niveau,” siger Michael Skelde.

Riwal Cycling team har tidligere offentliggjort aftaler med hollænderne Nick van der Lijke, Elmar Reinders samt Adrie Lindeman, svenskerne Kim Magnusson og Lucas Eriksson og danskerne Christoffer Lisson og Jesper Hansen.