Internationalt landevej

Par nr. 7 præsenteres den 24. november

Den 24. november er der en måned til juleaften. Men også denne dag kan man med fordel glæde sig til. På denne dag præsenteres nemlig årets udgave af det berømte Par nr. 7 til det københavnske 6-dagesløb i Ballerup Super Arena.

Par nr. 7 er blandt de mest legendariske og mest kendte brands i dansk sport. Legenden om parret blev skabt af Kay Werner i 1950’erne, da han ville have sit eget nummer, og ikke køre som Par nr. 1 som tidligere tiders store stjerne Willy Falck Hansen havde gjort. Werner kørte med stor succes først med Evan Klamer og siden med Palle Lykke, og legenden var skabt. Siden har der altid været et Par nr. 7 i det københavnske 6-dagesløb, og det har altid været favoritparret blandt stampublikummet.

Den 55. udgave af det københavnske 6-dagesløb skal afvikles den 26. til 31. januar. Parret præsenteres på et pressemøde i København.