Historie

Husker du…VM 1975

Artikelserie på CyclingWorld.dk: Husker du…

Landevejs-VM 1975 blev kørt i belgiske Yvoir den 11. august, over 20 omgange af 13,3 km og foran anslået 100.000 tilskuere. Det lokale hold var historisk stærkt med Roger De Vlaeminck, Eddy Merckx og Freddy Maertens som de helt store favoritter. Maertens og De Vlaeminck brokkede sig over, at der primært var udtaget hjælperyttere til Merckx, og ved et holdmøde inden løbet gjorde den belgiske teamchef det klart, at de var et hold bestående af elleve ryttere. De Vlaeminch mente kun de var ti og en halv ryttere, og henviste til den lille bjergrytter Lucien Van Impe. 

Merckx var uheldig med et styrt tidligt i løbet, der uden tvivl påvirkede hans præstation. Med 17 km tilbage angreb hollandske Hennie Kuiper, der i øvrigt netop var blevet fyret fra sit team. De Vlaeminck ville have Van Impe til at arbejde i forfølgergruppen, men den lille rytter, nr. tre i årets Tour de France, henviste til, at han kun var halv. De Vlaeminck var låst, det blev hollandsk VM-guld og 17 sekunder spurtede han ind på andenpladsen. De Vlaeminck vandt aldrig det VM-guld på landevejen, der ville have sat prikken over i’et på hans rekordliste. Han vandt dog VM i cykelcross i netop 1975. Måske for at lukke munden på bror Erik, der vandt titlen hele syv gange.

Roger De Vlaeminck, der lød kælenavnet Sigøjneren, vandt dog hele ni af cykelsportens monumenter. Og han er en af kun tre, der har vundet alle sportens fem monumenter.