Evenepoel: Mørkøv og Asgreen har hjulpet mig med ruten

Af Niels Nedergaard

Det belgiske stortalent Remco Evenepoel fortæller, at han har fået hjælp af danske Michael Mørkøv og Kasper Asgreen til at nærstudere finalen på Kiddesvej, som rytterne skal op ad på 3. etape af PostNord Danmark Rundt. 

Remco Evenepoel har været flyvende under det igangværende PostNord Danmark Rundt, hvor han har taget den ene lange føring efter den anden i feltet. Forud for kongeetapen er det dog næppe føringsarbejde, som han skal forsøge at brænde alt sit krudt af på. 

I stedet skal stortalentet forsøge at køre sin egen chance for QuickStep-mandskabet, da han på papiret regnes som den største favorit til etapesejren på Kiddesvej. Han afslørede dog før etapens start, at han har fået meget hjælp af danske Michael Mørkøv og Kasper Asgreen, som kender ruten langt bedre end belgieren gør. 

“Jeg har talt en del med både Michael og Kasper, som er med holdet igen i dag. De kender ruten meget bedre end mig. Kasper bruger vejene som træning herhjemme, så han kender ruten ud og ind, så drengene vil med sikkerhed kunne hjælpe mig i løbet og forsøge at holde mig ude af problemer”, sagde Remco Evenepoel til CyclingWorld før etapens begyndelse, inden han kort tilføjede:  “Det er meget nemmere for mig at køre Danmark Rundt med dem, end hvis de ikke var her, så det er fedt”, lød det fra stortalentet. 

Det er første gang nogensinde, at Remco Evenepoel kører PostNord Danmark Rundt. Han ligger i øjeblikket nummer 20 i det samlede klassement kun 16 sekunder efter Dylan Groenewegen, der fortsat er i førertrøjen før kongeetapen. 

Husk at du i CyclingWorldshop.dk blandt andet kan købe bogen Historien om Post Danmark Rundt.