Dansk Landevej

Mads Pedersen: Vi kan være godt tilfredse

Af Niels Nedergaard

Det var en tilfreds Mads Pedersen, der avancerede en enkelt placering i klassementet på den afsluttende enkeltstart på Frederiksberg og blev dermed nummer to i PostNord Danmark Rundt. 

Efterfølgende indrømmede han, at der ikke var så meget at stille op mod Remco Evenepoel, og derfor var han godt tilfreds med resultatet i løbet. 

”Det drejer sig om at vinde cykelløb, men det er svært, når Remco var til start. Vi vidste godt, det ville blive svært at vinde, og han viser virkelig den klasse, han har ved at smadre os alle sammen, så jeg synes godt, vi kan være tilfredse med den sidste uges tid,” sagde Mads Pedersen til den fremmødte presse, hvor CyclingWorld var til stede, efter etapen. 

I september venter der et VM, som køres i Belgien. Her er Mads Pedersen på papiret en af outsiderne til et topresultat. Danskeren, der allerede har vundet VM i 2019, mener dog, at der kan ske meget endnu inden VM, og derfor er det heller ikke det, der fylder mest i hans hoved lige nu. 

”Der er stadigvæk lang vej til VM endnu. Jeg har lige nogle cykelløb, jeg skal køre først og som jeg har fokus på først,” svarede den tidligere danske verdensmester kort. 

Mads Pedersen sluttede desuden som nummer tre på den afsluttende enkeltstart på Frederiksberg, mens han altså blev nummer to i det samlede klassement.