Husker du? Midtjylland blev klædt i lyserødt

DSC_0844

Giro d’Italia feberen raser. Udgave nr. 100 af Italiens største cykelløb er godt i gang. Det er ikke mere end fem år siden af løbet besøgte Danmark. Nedenstående er et tilbageblik på de tre etaper, der blev kørt i Midtjylland i 2012. Teksten er fra bogen Det Danske Cykelhelte.

Det var ingen aprilsnar, da det den 1. april 2011 blev offentliggjort, at Giro d’Italia i 2012 skulle indledes med tre etaper i Danmark.

I mange år blev der arbejdet intenst for at få starten på Tour de France til Danmark og Herning. Daværende Tour de France direktør Jean Marie Leblanc var i 2004 i Herning for at mødes med en arbejdsgruppe omkring projektet og se på mulighederne for, at verdens største cykelløb kunne starte i Danmark. Planerne gik på en prolog i Herning, en etape fra Århus til Kolding og siden en etape fra Aabenraa til Hamburg. Overvejelserne stod på i en længere periode, men distancen fra Danmark til Frankrig endte dog med at blive punktet, som Tour-arrangørerne forkastede ideen på. Også da de ikke ønskede en hviledag tidligt i løbet. Men Herning havde ikke dermed opgivet planerne om at få et stort cykelløb til byen. De nye planer gik på at få verdens næststørste etapeløb, Giro d’Italia, til det midtjyske. Tanken var oprindeligt, at dette skulle være til byens 100-års jubilæum som købstad i 2013. Forhandlingerne med arrangørerne af Giro d’Italia blev for alvor indledt i 2010. Disse fik en positiv start, men pludselig begyndte USAs hovedstad Washington DC også at spøge i kulissen som mulig startby til 2013. Afstanden til USA og tidsforskellen stoppede dog dette projekt, og pludselig fik Herning tilbudt starten i 2012. Selvom dette ikke var planen for danskerne, blev der ikke sagt nej til tilbuddet om 2012-starten. Siden blev Horsens inddraget som partner, og det lykkedes ovenikøbet at holde projektet hemmeligt for pressen frem til den 1. april 2011, hvor planerne blev offentliggjort på et pressemøde i Horsens.

Den 95. udgave af Giroen blev indledt med en enkeltstart i Hernings gader den 5. maj. Dagen efter blev der kørt en etape med start og mål i Herning og mandag den 7. maj blev en etape kørt med start og mål i Horsens. Den nordligste start nogensinde på et af cykelsportens tre store etapeløb. Bag projektet med at få etaperne til Danmark stod Sport Event Danmark, henholdsvis Herning og Horsens kommune samt Region Midtjylland.

DSC_0668

Herning klædt i lyserødt

Herning var klædt i lyserødt allerede fra fredag den 4. maj, da Giro d’Italia feltet 2012 blev præsenteret på Torvet i Herning. Selv springvandet på Torvet havde fået lyserød farve. Enorme menneskemængder var mødt frem i gågadeområdet i den midtjyske by for at se de 22 deltagende teams og 198 ryttere køre gennem gågaden, komme på scenen og blive præsenteret. Officielle merchandise-salgsboder var spredt rundt i byen og gav folk smil på læben, da en kasket var døbt en ”motorhjelm” og en klappehånd en ”spillehånd.” Oversættelse tydeligvis klaret via Google.

Største bifald fra de mange tilskuere tilfaldt dog de danske deltagere, Lars Bak fra Lotto-Belisol, Alex Rasmussen fra Garmin-Barracuda samt det danske Team Saxo Bank med Anders Lund, Mads Christensen og Jonas Aaen. I feltet var dog også verdensstjerner som Marc Cavendish, Thor Hushovd, Ivan Basso, Roman Kreutziger, Fränk Schleck og den forsvarende vinder, Michele Scarponi. Danske Anders Lund afgav fra scenen Giroens officielle ed, og alt var dermed klar til, at et af verdens største cykelløb kunne starte i Danmark.

DSC_0724

Dansk podieplads

Lørdag var gaderne i Herning igen fyldt med tilskuere og fortsat klædt i lyserødt. Nu var det tid til cykelløb i form af den 8,7 kilometer lange enkeltstart, der indledte 2012-udgaven af det italienske etapeløb. Der blev kørt i selve Herning, og alle havde mulighed for at se cykelløb i verdensklasse. Favoritten var amerikanske Taylor Phinney fra BMC Racing teamet, og den unge tempoekspert levede op til sin rolle og sejrede ni sekunder foran britiske Geraint Thomas fra Team Sky. Danske Alex Rasmussen, der havde kontrakt med Garmin-Barracuda, var yderligere fire sekunder efter, men sikrede sig en tredjeplads. På stort set hele ruten havde der indfundet sig masser af tilskuere. Danmarks statsminister kom og kiggede på cykler, og folkefesten var en realitet.

Trist besked inden massespurt

Anden etape af Giroen 2012 blev kørt over hele 206 km med start og mål i Herning med blandt andet et langt stykke langs Vesterhavet og retur via Lemvig, Struer, Holstebro og Vildbjerg. Under etapen ramte en tragisk hændelse Giro-arrangementet. I forbindelse med et motionscykelløb i Horsens faldt Horsens borgmester Jan Trøjborg, der var en del af Giro-arrangørgruppen, om og døde. Borgmesteren blev efter et ildebefindende behandlet på Skejby Sygehus, men det var ikke muligt at redde hans liv. Jan Trøjborg blev 56 år. Den triste nyhed kastede en skygge over hele arrangementet, men rytterne kørte videre. Etapen blev præget af et langt udbrud af en gruppe bestående af tre ryttere. 40 kilometer før mål var de tre dog indhentet og trods forsøg fra blandt andre danske Lars Bak, endte etapen i en flot massespurt. Og som vanligt når Mark Cavendish spurter i Danmark, så vandt han. Cavendish vandt som bekendt VM i Rudersdal i 2011 og har tre gange vundet etaper i Post Danmark Rundt på Frederiksberg Allé. I Herning vandt briten, som i Rudersdal, foran australske Matthew Goss og franske Geoffrey Soupe. Vinder af 1. etape, Taylor Phinney forsvarede den lyserøde førertrøje. Phinney var ellers uheldig med en defekt otte kilometer før mål, men fik kørt sig tilbage til feltet.

DSC_0895

Drama i Horsens

Tredje Giro-etape blev indledt foran rådhuset i Horsens med et minuts stilhed for at ære Jan Trøjborg. Desuden blev der også holdt et minuts stilhed for at ære den belgiske cykelrytter Wouter Weylandt, der blev dræbt i forbindelse med et styrt på tredje etape af Giroen i 2011. Etapen blev kørt over 190 kilometer i bakket terræn og altså med udgangspunkt i Horsens. Trods udfordringer, som den fra Post Danmark Rundt kendte Ejer Bavnehøj, endte etapen i en massespurt, og her opstod for alvor dramatik. Feltet blev ramt af et massestyrt som følge af uforsvarlig kørsel i opløbet af italienske Roberto Ferrari. Blandt rytterne, der måtte en tur i asfalten, var vinder af 2. etape, Mark Cavendish samt rytteren i den lyserøde førertrøje, Taylor Phinney. Matthew Goss vandt etapen, Cavendish rasede, og de første meldinger i målområdet i Horsens lød på, at Phinney var kørt på hospitalet. Derfor overrakte arrangørerne symbolsk førertrøjen til en lokal dreng. Kort efter kørte Phinney dog over målstregen i en ambulance, steg ud kort efter målstregen og kunne bestige scenen og modtage løbets pink førertrøje.  Phinney havde dog tydeligt slået sin ene fod og var kun i stand til at fortsætte i løbet efter en ombygning af hans sko, så der kunne blive plads til hans meget hævede ankel.

DSC_0960

Giroen en succes

Arrangørerne estimerede efterfølgende, at i alt 490.000 tilskuere så de tre danske Giro-etaper live. Disse genererede, ifølge en rapport fra Sport Event Denmark, en turismeomsætning på over 100 millioner kroner. Omkring 700 mediefolk var akkrediteret til eventet, og dækningen i danske og internationale medier var enorm.

“Det har klart overgået vores forventninger. Det har været helt fantastisk, og vi har fået at vide fra de italienske arrangører, at vi har overgået starten i Amsterdam for to år siden”, sagde Joachim Andersen fra arrangørgruppen efter tredje etape.

Tirsdag den 8. maj var der hviledag i det 95. Giro d’Italia, og hele karavanen bevægede sig til Italien, hvor der om onsdagen skulle køres holdtidskørsel. Iøvrigt lykkedes det for Lars Bak at vinde løbets tolvte etape og dermed den tolvte danske etapesejr i Giro d’Italia. Alex Rasmussen var meget tæt på at komme i førertrøjen som den første dansker nogensinde, efter holdtidskørslen på fjerde etape, men kunne ikke følge sit Garmin-Barracuda hold, der i stedet fik litauiske Ramunas Navardauskas i den lyserøde trøje.

DSC_1001