Har du styr på de nye omniumregler?

C80UuY6WsAALMhc

Tidligere bestod omnium af seks discipliner, og blev afviklet over to dage. Fra dette års VM, der afvikles de kommende dage i Hong Kong, afvikles omnium over fire discipliner og på samme dag. Disciplinerne er scratch, temporace, udskilning og pointløb. Herrerne kører 10 km scratch og damerne 7,5 km.

Den nye disciplin er Temporace, der er en form for pointløb. Efter fem omgang er der spurt hver omgang, og der er 1 point til vinderen af disse spurter. Desuden kan hentes fire point ved at vinde en omgang på feltet.
I udskilning tages en rytter ud for hver anden omgang. Pointløb kører herrerne over 25 km og damerne over 20 km.

I hver af de første tre discipliner gives der 40 point til vinderen, 38 til nr. to, 36 til nr. tre og så videre. Alle point der scores i de tre discipliner tages med til pointløbet, hvorfra der kan kåres en vinder.

I nyere tid er der kørt omnium ved VM siden 2007, hvor tjekkiske Alois Kankovsky sejrede, for herrer og siden 2009, da australske Josephine Tomic hentede guld, for damer. Reglerne er blevet ændret et par gange undervejs. I 2012 i Melbourne blev det til bronze for Lasse Norman, der som bekendt senere vandt guld ved OL i London. Ved VM året efter i Minsk blev det til sølv for Norman. OL 2016 i Rio resulterede i en bronzemedalje for Norman.

Danske Casper Pedersen er med, når der køres VM lørdag. På damesiden har Danmark ikke kvalificeret sig til VM i Hong Kong.