Rørt Mathias Norsgaard: Jeg er virkelig stolt af hende

Af Niels Nedergaard

Mathias Norsgaard Jørgensen måtte tage til takke med en plads som nummer 40 ved DM i Middelfart. Alligevel kunne han og resten af familien dog glæde sig over en stor triumf, da hans søster, Emma Norsgaard Jørgensen, endte med at kunne trække dannebrogs-trikoten over hovedet. 

Og netop dette rørte Mathias Norsgaard, da CyclingWorld.dk fangede ham umiddelbart efter, at han var kommet i mål, hvor han ikke kunne holde tårerne tilbage. 

Han fortalte desuden, at han føler, formen er opadgående. “Jeg synes formen er god, men det er også svært, for nu er jeg World Tour-rytter og bliver sat i et felt i et dansk mesterskab. Spørgsmålet er bare, om jeg kunne have fulgt med sidste år. Det tror jeg faktisk ikke. Jeg er blevet professionel, fordi jeg er god til at køre enkeltstart og god til at køre med i udbrud, men den her form for cykelløb, har jeg aldrig rigtig tilpasset mig, så jeg er egentlig ret stolt af, hvordan det er gået til. Jeg synes, at formen er okay, men jeg mangler lige at kunne køre en finale”. 

Det betyder alt
For Mathias Norsgaard handlede søndagens DM ikke kun om at præstere på det personlige plan. Det var nemlig også en stor sejr for ham, at han kunne se sin søster, Emma Norsgaard, køre over målstregen som den første i kvindernes løb, og dermed kunne hun tage DM-trikoten efter en meget svær periode plaget med slemme skader. 
Og netop dette betyder ekstremt meget for Mathias Norsgaard, da han også lige er vendt tilbage efter en slem skade, hvor han brækkede benet efter at være blevet påkørt af en bil i spanske Girona. 

“Det betyder virkelig meget. Hun er en af mine bedste venner, og vi har altid haft et forhold, siden vi begyndte at cykle, og det har altid været vores identitet. Så når hun lykkes med noget, så betyder det rigtig meget for mig, og så var jeg her jo i dag, og jeg ved, hvad det kræver, og hvad hun har lagt i det. Jeg er virkelig stolt af hende og virkelig stolt af, at hun kommer til at køre i dannebrog for Movistar, for jeg føler virkelig, at hun er en forlængelse af mig og omvendt”, forklarede Mathias Norsgaard søndag til CyclingWorld.dk. 

Mathias Norsgaard fortæller samtidig, at søsteren nærmest var truet af et karrierestop grundet den slemme skade, hun i halvandet år var ude med. Og netop dette føler den unge silkeborgenser, at han kan relaterer ekstra meget til, eftersom han selv er kommet tilbage efter sit slemme styrt sidste år. “Jeg har jo gået i gennem det, som hun gik i gennem sidste år. Så det gør jo også, at jeg har et håb om, at jeg kan komme tilbage og forhåbentligt få udløst mit potentiale og lave noget stort en dag”, afsluttede en glad Mathias Norsgaard. 

Foto: Jesper Skovbølle