Bane

Endnu et super stærkt belgisk par klar til DBCs 3-dagesløb

Det bliver en række af verdens bedste cykelryttere, der deltager i DBCs 3-dagesløb den 11. til 13. november i Ballerup Super Arena.

Senest er belgierne Jules Hesters og Otto Vergaerde meldt klar til løbet. Vergaerde er tidligere europamester i scratch og VM-medaljevinder i parløb. Han kører i år for det belgiske Alpecin-Fenix, men skal fra næste sæson være holdkammerat med blandt andre Mads Pedersen på Trek Segafredo.

Jules Hesters kører for BEAT Cycling, der er et team med fokus på banecykling. Han er to gange blevet U23 europamester i udskilningsløb

De to belgier kørte sammen det københavnske 6-dagesløb i 2018, hvor de blev nr. syv.

Tidligere er det offentliggjort at Lasse Norman/Michael Mørkøv bliver løbets par nr. 7 og at de blandt andre skal dyste med europamesterne York Havik og Jan Van Schip, belgierne Fabio Van den Bossche og Lindsay de Vylder  samt det stærke danske par Matias Malmberg og Frederik Rodenberg. Også den belgiske veteran Iljo Keisse er på startlisten.

Der skal ved DBCs 3-dagesløb køres både for herre- og kvindeelite plus et talentløb samt et såkaldt Miniløb for drenge og piger mellem 12 og 14 år.

Billetter kan købes via dette link.