Internationalt landevej

5.000 frivillige skal hjælpe den danske Tour-start over målstregen

Når verdens største cykelløb, Tour de France, kommer til Danmark med hele tre etaper til sommer, skal et fællesskab af ca. 5.000 frivillige være en del af den gule folkefest på tværs af hele landet. De frivillige skal bl.a. hjælpe med at afspærre ruten, give information til tilskuerne og bidrage til lokale aktiviteter.

Tre etaper, 13 kommuner og ca. 5.000 frivillige. Tour de France starter til sommer i Danmark, og det er første gang, at et helt land er vært. Derfor har parterne bag den danske Tour-start en ambition om at male Danmark gult til sommer og skabe en stor folkefest på tværs af hele landet. En ambition, som de frivillige skal hjælpe med at få realiseret.

”Tour de France i Danmark skal være en fantastisk folkefest på tværs af hele landet, og derfor skal vi aktivere bredt. I Danmark har vi en stolt tradition for frivillighed, og derfor er jeg glad for, at vi også til den danske Tour-start kan engagere en masse frivillige, som en del af vores store cykelfest,” siger Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester i København og bestyrelsesformand for Grand Départ Copenhagen Denmark 2022 I/S.

Til den danske Tour-start kommer der til at være to helt overordnede typer af frivillige – Tour de France-officials og byfrivillige. Tour de France-officials skal stå langs ruten og hjælpe med at guide borgere og besøgende langs etaperne, men også varsle rytterne, så de kører den rigtige vej. De byfrivillige skal hjælpe med at skabe folkefesten lokalt ude i kommunerne.

Læs mere om frivilligrollen, og hvordan man melder sig som frivillig på www.letourcph.dk/frivillig.

”En så stor begivenhed skaber ikke sig selv. De 5.000 frivillige bliver vigtige for den danske Tour-start – og samtidig får de en unik oplevelse. I kommunerne kommer de frivillige bl.a. til at være værter for byernes gæster og hjælpe til i fanzonerne. Kommunerne er godt i gang med at rekruttere frivillige til sommerens gule folkefest, men det er også stadig muligt at nå at melde sig til, hvis nogen kunne have lyst til det,” siger Ida Bigum Nielsen, direktør for Grand Départ Copenhagen Denmark 2022 I/S.

Den 18. marts udkommer en 2022-udgave af bogen De Danske Tour de France Helte – Bestil her

Restlageret af den populære 2020-udgave sælges lige nu og her for kr. 75,- per bog – Bestil her.