Trine Schmidts blog: Højt at flyve, dybt at falde

38039672586_093f995155_z

Ligger på min seng med benene oppe, og hører belgiske popklassikere på den lokale radiostation. Nyder en lille stærk espresso – mens jeg tænker tilbage på første gang, jeg boede på dette hotel Van der Valk, som ligger i udkanten af Gent. Første gang jeg boede her, var i foråret 2007, hvor jeg skulle debutere som prof i Het Volk sammen med min gode veninde Mie Lacota. Hold kæft – det er jo ti år siden. Lidt skræmmende.

Nu er jeg tilbage for at deltage i det legendariske seksdagesløb i Gent, hvilket i sig selv er en oplevelse. Totalt udsolgt, ræs på en minibane, øl fest og farver. En folkefest. Jeg har netop afsluttet min årlige Out Season periode, og har næsten ikke rørt min cykel siden de fantastiske dage i Berlin. “Gent Zesdaagse” er mit første løb siden. Det er mildt sagt et chok for kroppen at blive skudt i gang på denne måde. Men det er sjovt, og man skal jo alligevel i gang på en eller anden måde!

trineschmidtgen3

At ligge med benene oppe giver tid til refleksion. Én af de ting jeg har reflekteret over i dette efterår er, at 2017 har været et ret kontrastfyldt år for mig. Lige fra bøllebank i forårsklassikerne til et dobbelt europamesterskab. Et år fyldt med (megen) modgang, blod, sved og tårer, sure træningstimer m.m. Men heldigvis også to EM guldmedaljer, som bestemt gør, at min sæson er godkendt. Lysten og viljen til at fortsætte med at kæmpe mod mere succes, er større end nogensinde.

At min comeback sæson har været lidt af en karruseltur, blev især tydeliggjort ved min deltagelse ved landevejs VM i Bergen og frem til EM i banecykling. Det blev fire uger, hvor mit personlige succesbarometer blev anvendt hele vejen fra 0 til 100.

For mig er det en ære at repræsentere Danmark, og derfor blev jeg også stolt, da jeg blev udtaget til VM i Bergen. Det er trods alt 8 år siden jeg sidst repræsenterede Danmark ved VM, som var ved i Mendrisio i 2009 – i øvrigt året hvor Linda Villumsen kørte sig til en fornem dansk bronzemedalje. Jeg vidste, at ruten i Bergen var hård og ikke lå godt til mig. Omvendt troede jeg på, at jeg kunne være med til at støtte danskerholdet i den første del af løbet – hvilket jeg var fuldt ud fokuseret på i tiden op til løbet og da startskuddet gik.

21950954_10213870915157352_7393371983147772587_o

Det store danskerhold med forsvarende verdensmester Amalie Dideriksen gjorde, at der var ekstra fokus på kvinderne i år. Det var utroligt fedt at være afsted med hele flokken, og det kunne også mærkes på startstregen, at der var meget “blingbling” omkring dannebrog i Bergen. Man kan som atlet og dansker ikke være andet end stolt i sådan en situation. VM er noget helt særligt, og det giver altid kilder i maven når man står på sådan en startstreg.

For mig blev VM en blandet oplevelse. Danmark opnåede stor succes med Amalies bronzemedalje, hvilket var et kæmpe resultat. For mig personligt blev VM et løb hvor jeg på ingen måde ramte dagen. Alt det som jeg frygtede kunne ske, det skete. Første gang vi ramte Laksebakken kunne jeg mærke at det var noget lort – og da jeg blev sat sammen med en rytter fra Zambia, ja så blev jeg blot bekræftet i mine tanker… Ikke særligt fedt.

Jeg fik bakset mig tilbage i feltet over fire omgange. Men som alle ryttere ved, så er det hårdt brugte kræfter, som man til sidste taber på. Jeg blev sat. Og udgik – det med hele Danmark som vidne, da TV2 jo sendte løbet live. Sgu ikke nogen rar følelse. Jeg er godt klar over, at folk synes det var meget tidligt at være ude af løbet – hvilket jo er sandt.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg på alle måder var glad og stolt over at være en del af den danske succes med Amalies bronze. Omvendt, så ramte følelsen af ikke at have hjulpet rigtig til mig også.

Der strømmer 10000 destruktive tanker igennem hovedet på mig i den situation. Jeg endte ved DCUs camper, uden mad og drikke. Min akkreditering var låst inde i en anden bil, og det endte med, at jeg sad alene på en ølkasse nede ved søen, med trang til tårer. Dog hjalp det på selvværdet og humøret at få snakket med min personlige træner. Han er ret god til at fange min sindsstemning og få mig til at tænke positivt. Da Jasper Stadum fra TV2 tillige både tilbød mig en hvid plasticstol i pressecentret og en kop kaffe, så var det hele ikke så sort længere. Jeg tilbragte resten af løbet i TV2 selskab i medieteltet, hvor jeg kunne følge finalen af løbet. Tak for hjælpen, Jasper… Og tak for at du ikke udfrittede mig om mit løb – det var ikke lige mentalt dér jeg var..

Dagen efter VM var jeg tilbage i boksen. Store dele af VM feltet røg på ferie, alt i mens jeg selv havde et bane mesterskab at se frem til. Energien dagene efter var måske ikke 100 %, men det er en del af dét af dyrke elitesport. Det går op og ned, og man er nødt til at fokusere og fortsætte karruselturen med fokus på nye mål. EM var en vigtig brik for mig i det spil og jeg var om nogen endnu mere motiveret for at rejse mig!

Det er ikke nogen hemmelighed, at Bane EM for mig personligt har været det største mål i 2017. Mit hjerte banker for banen, og EM var min mulighed for at kommet tilbage på sporet rent internationalt set. Da jeg tog afsted spirede drømmen om en podieplads langsomt frem i mig. At jeg så i dag kan kalde mig dobbelt europamester gør mig mega stolt. Dét havde jeg faktisk ikke set komme.

IMG_1286 (1)

Følelsen da jeg kørte de sidste 10 omgange i pointløbet kan jeg faktisk ikke rigtig huske. Jeg var totalt fokuseret på at køre løbet til ende, få alt ud af kroppen og ikke styrte! Men da de ringede med klokken og sejren var i hus, fyldtes jeg med en ubeskrivelig glæde. Knap et år efter jeg satte mig noget for, så kunne jeg ånde lettet op. I dét øjeblik, så glemmer man alt det som er svært ved elitesport. Så er de mange nederlag, de mange træningstimer og de mange udfordringer man møder, totalt ligegyldige. I det øjeblik man når et mål, så er arbejdet det hele værd.

Der er flere nederlag end sejre i cykling, men den her sejr var for mig helt speciel. Dagen efter gik jeg ind til scratch løbet med et noget mere afslappet sind – at jeg så endnu engang kørte først over stregen, var helt vildt… Jeg ved godt, at EM ligger en måned tilbage i tiden og at de fleste i min omkreds er “videre”. Men mine medaljer er noget jeg rent personligt kan leve længe på og det har givet min noget selvtillid, samt en tro på mig selv. Jeg kæmper videre og er forhåbentlig ikke færdig med at jagte medaljer. Der er flere drømme som skal forsøges udlevet – både på banen og på landevejen!

Om godt en uge rejser jeg til Canada med det danske banelandshold for at køre tredje afdeling af World Cuppen. Det var egentlig ikke helt planen at jeg skulle køre nogle afdelinger i år, men jeg glæder mig meget over at have fået chancen. Formkurven er ikke som til EM, men jeg skal kæmpe alt hvad jeg har lært :-)

/Trine

38061551502_a87cd00dff_z