Nu har ni danskere kørt sig i top-10 i Flandern Rundt

Med de fantastiske placeringer til Mads Pedersen og Michael Valgren i søndagens udgave nr. 102 af Flandern Rundt har ni danskere nu kørt sig i top-10 i løbet, der nok er verdens største endagesløb.

Syv danskere har tidligere placeret sig i top-10 i det klassiske løb. Rolf Sørensen har hele fem top-10 placering. Ud over sejren i 1997 er Sørensen blandt andet noteret for en tredjeplads i 1991 og en sjetteplads i hans sidste deltagelse i 2001. Jesper Skibby har tre top-10 placeringer inklusiv en sjetteplads i 1995 som bedste placering. Før søndagens andenplads til Mads Pedersen og fjerdeplads til Michael Valgren stod Matti Breschel for de seneste danske top-10 placeringer med en sjetteplads i 2009 og en niendeplads i 2012.

Frank Høj blev nr. 8 i 2004, Allan Johansen nr. 10 i 2008, Lars Michaelsen nr. 10 i 1999 og Ole Ritter nr. 9 i 1971.