Bane

Verdens bedste U19-rytter kører næste torsdag i Ballerup Super Arena

Når DBC (Dansk Bicycle Club) næste torsdag afvikler sæsonens åbningsstævne i Ballerup Super Arena bliver det med deltagelse af verdens bedste U19-rytter, Julius Johansen.

Julius Johansen, der fornyeligt har skrevet kontrakt med Coloquick-teamet for næste sæson, er netop blevet U19 landevejsverdensmester i norske Bergen. I sommer blev han desuden verdensmester på banen i omnium og parløb samt vandt VM-sølv med det danske 4000 meter hold. Dermed er Julius Johansen berettiget til at kalde sig verdens bedste U19-rytter. Desuden har Julius Johansen, der er en del af det danske elite banelandshold, også allerede imponeret med resultater på eliteniveau med blandt andet et danske mesterskab i forfølgelsesløb helt tilbage i 2015 og som vinder af årets Stjerneløbet i Roskilde samt også en World Cup sejr med det danske 4000 meter hold.