Trine Schmidt imponerer med tredjeplads i Amsterdam

Efter første dag af damernes omniumserie i forbindelse med 6-dagesløbet i Amsterdam er danske Trine Schmidt på en imponerende tredjeplads.

Første løb på programmet var et scratch over 10 km, hvor Trine Schmidt dog måtte nøjes med en 14. plads. “Jeg var 20 meter fra at tage en omgang. Følte mig super stærk, så lidt ærgerlig. Men trods alt positivt at jeg tog initiativ, og var tæt på at få udbytte”, sagde Trine Schmidt til CyclingWorld.dk efterfølgende. Næste disciplin var omgange på tid, hvor det blev til en sjetteplads. “Lidt overraskende med en sjetteplads for en dieselmotor som mig i en sprintdisciplin”.

I både udskilningsløbet og pointløbet imponerede danskeren med andenpladser, der for alvor bragte hende ind i topkampen.

“Jeg havde på ingen måde regnet med, at jeg skulle være på en tredjeplads efter første aften. Dagen startede med en resultatmæssig katastrofe i scratch. Til gengæld synes jeg, at jeg viste styrke i omgang på tid, udskilning og pointløb. Så jeg er glad og overrasket lige nu, og håber jeg kan holde takte lørdag”, rundede Trine Schmidt dagen af med at fortæller Cyclingworld.dk.

Britiske Elionor Barker fører med 12 point, italienske Giorgia Bronzini har 19 point, mens Trine Schmidt er noteret for 25 point. Den anden danske deltager Amalie Winther Olsen er nr. 15 med 52 point.