Banecykling

Tre afdelinger af Super Cup med danske mestreskaber i 2025

Verdens ældste cykelklub, DBC Ballerup, Cykling Odense og Danmarks Cykle Union har lavet et format for Super Cup til 2025, der har til formål at samle den danske baneelite i tre afdelinger.

Super Cuppen er en selvstændig konkurrence, hvor rytterne samler point gennem individuelle løb og kæmper om den samlede sejr i både herre- og dameelite.

På samme dage afvikles et Danmarksmesterskab – i scratch, pointløb eller udskilning.

Hver afdeling fungerer som et samlet event med et evt. kvalifikationsløb, DM-løb, Super Cup-løb og ekstra løb for ryttere, der ikke kvalificerer sig til hovedfeltet.

”Vi vil skabe tre løbsdage, hvor cyklingen får lov at fylde hele rummet,” siger Jens Leth, formand for DCU’s baneudvalg.

Artiklen fortsætter efter videoen


Super Cuppen 2025 består af tre afdelinger:

8. november 2025 – Odense Cyklebane
Danmarksmesterskab i Scratch

22. november 2025 – Odense Cyklebane
Danmarksmesterskab i Pointløb

18. december 2025 – Ballerup Super Arena
Danmarksmesterskab i Udskilningsløb og finale i Super Cuppen