Tour-organisationen ASO på besøg i Danmark

Forberedelserne er i fuld gang forud for næste års danske Tourstart, der finder sted den 1. – 3. juli 2022. De mål- og startansvarlige for Tour de France, Stéphane Boury og Yannick Goasduff er i denne uge på teknisk besøg i Danmark, hvor de gennemgår alle mål- og startområderne for de tre danske etaper og ser nærmere på områderne for pressecenter og fanpark

Den 17. – 19. maj får de danske tour-arrangører fornemt besøg fra den franske løbsorganisation, ASO, som skal drøfte og nærstudere hele det tekniske setup ift. opsætning, logistik og organisering for den danske tourstart. Når en af verdens største sportsbegivenheder kommer til Danmark, sker det med hundredtusinder af tilskuere, op mod 2.000 akkrediterede mediefolk og 22 cykelhold med 176 verdensklasse ryttere. Det kræver planlægning, som nu er nået til næste vigtige fase inden tourstarten i sommeren 2022.

”Når Tour de France næste år starter i Danmark og København er det samtidig en af verdens største sports- og mediebegivenheder vi får til landet: det kræver præcis planlægning. Den danske tour-organisation ser derfor frem til at gennemgå alle detaljerne med ASO, så vi får en super sportslig afvikling af de tre danske etaper og en fantastisk cykel- og folkefest på tværs af hele landet,” siger Alex Pedersen, direktør for Grand Départ Copenhagen Denmark 2022 I/S

Den franske ASO-delegation vil besøge alle fem danske tourbyer: København, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg. Her vil ASO sammen med lokale projektfolk fra de fem mål- og startbyer gennemgå de konkrete detaljer for opbygningen af mål- og startområderne; ligesom man vil se nærmere på etableringen af pressecenter og fanpark, som skal servicere et stort antal mediefolk og fans.

ASO forventer at have den endelige tekniske rapport klar i efteråret 2021, hvor opbygningen af mål- og startområderne lægger fast.

Husk at der i CyclingWorldshop.dk er tilbud, blot kr. 139,- på bogen De Danske Tour de France helte.