Dansk Landevej

Tidligere cykelrytter skifter karriere

Efter en længere periode med skader og sygdom valgte 24-årige Mathias Krigbaum tidligere på året at hænge cyklen på knagen. Nu har U19 europamesteren i enkeltstart fra 2012 kastet sig over nye udfordringer.

Som cykelrytter var Mathias Krigbaum i verdensklasse i kampen mod uret og på banens skrå brædder. Han blev en del af det danske banelandshold, og cykelkarrieren tegnede lovende. Styrt, langvarige skader og også sygdom ville det dog anderledes. Men nu har Mathias Krigbaum fundet sig en ny passion. Den 7. december lancerer Krigbaum sit nye tøjmærke, Lévasion, ved et event i København.

“Jeg har altid haft passion for lækkert tøj, men har ofte haft svært ved finde mærker, der ramte den stil jeg søgte. Derfor er det en drøm for mig at kunne lancere mit eget tøjmærke. Jeg har virkelig lagt hjerteblod i arbejdet med mine egne designs, synes jeg har en ramt en unik stil, og er super stolt over resultatet og at kunne lancere det”, fortæller Mathias Krigbaum.

Lanceringen foregår lørdag den 7. december fra kl. 21:00 på Rumors Club i Nørregade i centrum af København. Alle er velkomne. De fremødte kan nyde drinks og snacks, og er velkomne til at blive hængende, når natklubben åbner efterfølgende.