BaneTopartikler

Stortalenter dominerede U19 bane DM

DBC (Dansk Bicycle Club) har torsdag, lørdag og søndag succesfyldt afviklet en række danske U19 mesterskaber i Ballerup Super Arena.

Mesterskaberne blev domineret af stortalenterne Oliver Wulff Frederiksen og Frederik Wandahl. Torsdagens pointløb blev en triumf for Wandahl, der var blandt en række ryttere, der erobrede en omgang, og desuden viste sig stærkest i de indlagte spurter. Her sikrede Matthias Skjeldmose sig sølvet, mens Oliver Wulff Frederiksen hentede bronzemedaljen.

I tidskørslerne lørdag viste Oliver Wulff Frederiksen, hvorfor han allerede i år har været en fast del af det danske U19 banelandshold. I 3 km forfølgelsesløb var han helt suveræn, og sejrede med mere end seks sekunder ned Frederik Wandahl. Ludvig Wacker var yderligere et sekund efter på tredjepladsen. Også 1000 meter på tid blev en magtdemonstration af Oliver Wulff Frederiksen. Den talentfulde rytter var mere end to sekunder bedre end sølvvinder Victor Fuhrmann. Også her blev det til bronze til Ludvig Wacker.

Finalen på U19 DM 2017 var den olympiske disciplin omnium søndag. Her var der ganske enkelt ingen tvivl om hvem, der er Danmarks bedste U19 banerytter lige nu. Oliver Wulff Frederiksen vandt scratch, tempopointløb og udskilning. Sidstnævnte efter en flot duel med Frederik Wandahl. Dermed var det med et komfortabelt forspring af Wulff Frederiksen kunne starte det afsluttende pointløb. Og her kom sejren aldrig for alvor i fare.  Oliver Wulff Frederiksen sejrede med 132 point. Ved at være hurtigst i sidste spurt endte Frederik Wandahl på 117 point, og vandt dermed igen sølv. Bronzen gik til Victor Fuhrmann efter et tæt opgør med Benjamin Hertz og Ludvig Wacker.

I sidste weekend sikrede Oliver Wulff Frederiksen sig desuden U19 DM titler i scratch og parløb, med Benjamin Hertz, på Odense Cyklebane. Dermed er det store talent noteret for imponerede fem danske mesterskaber på en uge!

Næste store banestævne i Ballerup Super Arena er DBCs Nytårsstævne med blandt andet internationalt 100 km parløb. Du kan købe billetter til dette stævne på https://bikenrun.dk/collections/event-billetter.

U19 DM medaljevindere 2017

Omnium
Guld: Oliver Wulff Frederiksen
Sølv: Frederik Wandahl
Bronze: Victor Fuhrmann

3 km forfølgelselseløb
Guld: Oliver Wulff Frederiksen
Sølv: Frederik Wandahl
Bronze: Ludvig Wacker

1000 meter på tid
Guld: Oliver Wulff Frederiksen
Sølv: Victor Fuhrmann
Bronze: Ludvig Wacker

Pointløb
Guld: Frederik Wandahl
Sølv: Mattias Skjeldmose
Bronze: Oliver Wulff Frederiksen

Parløb
Guld: Benjamin Hertz/Oliver Wulff Frederiksen
Sølv: Victor Fuhrmann Desimpelaere/Frederik Wandahl
Bronze: Andreas Byskov Sarbo/Frederik Egehus.

Scratch
Guld: Oliver Wulff Frederiksen
Sølv: Ludvig Wacker
Bronze: Frederik Wandahl