OL-medaljevinder vil vinde EM på hjemmebane

OL-bronzevinder i holdforfølgelse, Casper Folsach, har sat sig nye mål. Et af dem er at blive europamester i Derny pace på hjemmebane i Ballerup Super Arena.

Torsdag blev der afholdt EM-generalprøve i Derny pace i Ballerup Super Arena. Løbet blev en magtdemonstration af OL-bronzevinder Casper Folsach, der triumferede i suveræn stil. Efter sejren bekræftede Folsach, at han har sat sig EM i Derny pace i Ballerup Super Arena den 1. november som et stort mål.

“Jeg følte mig rigtigt godt tilrette bag Dernyen. Det er faktisk en disciplin, der rent fysisk passer godt til mig, så derfor stiller jeg til start ved EM den 1. november. Og jeg kommer jo ikke bare for at være med”, forklarede Casper Folsach efter torsdagens løb med henvisning til ambitionerne om at vinde.

“Casper Folsach imponerede mig virkeligt. Kan han holde det niveau i EM-stævnet, er han uden tvivl blandt favoritterne”, vurderer sportschef for EM, Jimmi Madsen.

Derny EM skal køres den 1. november med kvalifikation om formiddagen og finale om aftenen. Der kan deltage tre danske ryttere i stævnet. Navnene på de to øvrige deltagere offentliggøres en af de nærmeste dage. Casper Folsach deltager også med det danske banelandshold ved EM i en række øvrige discipliner i næste uges bane-EM i Saint Quentin-en-Yvelines ved Paris.

Hovedsponsor for EM er ejendomsadministrationsselskabet Administrea. Husk at du kan købe billetter til EM-stævnet via Eventbilletter på www.bikeNrun.dk.