Giro d'Italia

Første podie til Valgren siden 2022

Den danske EF Education EasyPost-rytter Michael Valgren viste med andenpladsen på onsdagens femte etape af Giro d’Italia, at han er tilbage på et meget højt niveau.

Det er første gang Michael Valgren kører sig i top-3 i et stort cykelløb, siden han blev nr. to på anden etape af det franske Route d’Occitanie i 2022. På fjerde etape af det franske etapeløb styrtede Valgren voldsomt, og pådrog sig flere brud, hvilket kostede en pause på omkring ti måneder.

Tidligere er Valgren blandt andet blevet nr. tre ved VM 2021, og har vundet Amstel Gold Race og Het Nieuwsblad i 2018. Han har to gange vundet PostNord Danmark Rundt. I 2021 vandt han det italienske Coppa Sabatini.

Michael Valgren blev kåret til Årets Cykelrytter i Danmark i både 2014 og 2018.