Danmarks Mr. 6-dagesløb bliver 75 år

Den legendariske cykelleder, Henrik ‘Rico’ Elmgreen bliver tirsdag 75 år. Derfor bringer vi nedenstående afsnit fra bogen 6-dagesløb.

Kæmpe tillykke fra CyclingWorld.dk. Henrik Elmgreen afholder reception mandag den 16. marts fra kl. 14-18 i Thorvald Ellegaard-lounge i Ballerup Super Arena.

Danmarks Mr. 6-dagesløb

Specielt en mand har betydet rigtigt meget for det moderne københavnske 6-dagesløb. Henrik “Rico” Elmgreen er indbegrebet af 6-dagesløb i Danmark.

Det er ingen hemmelighed, at Henrik Elmgreen ikke ligner en klassisk cykelrytter. Men faktisk har Elmgreen selv været aktiv cykelrytter. Men ikke en med det største talent i verden. Snarere ret middelmådig.
Men den daværende leder af Ordrupbanen, Jørgen Beyerholm, og dette var tilbage i 1970, hvor Elmgreen var 25 år, kunne se, at der lå et godt ledertalent i rytteren med de begrænsede cykelevner. Så det blev den vej Elmgreen gik. Et valg der blev en succes. Henrik Elmgreen har haft imponerende mange poster i dansk cykelsport. Han har fungeret som ekspert i rigtig mange sammenhænge, blandt andet på TV2s Tour de France dækning, var med til at starte Bikuben Danmark Rundt, der var forgængeren til PostNord Danmark Rundt, har arrangeret et hav af cykelløb på både bane og landevej, været speaker ved rigtig mange cykelevents, skrevet flere cykelbøger, har været præsident for sammenslutningen af de internationale cykelbaner, siddet i den internationale cykelunions banekommision, og har været redaktør for Danmarks Cykle Unions officielle magasin i 30 år.

Men rigtig mange forbinder primært Henrik Elmgreen med det københavnske 6-dagesløb. Og det var også 6-dagesløb, der tændte Elmgreens kærlighed til cykelsporten. Som barn var han flittig gæst til 1950ernes populære 6-dagesløb i Forum, hvor Kay Werner var den store helt. Elmgreen har ofte selv fortalt til forfatteren af denne bog, at han bare sugede mest muligt til sig at den særlige stemning ved 50’ernes 6-dagesløb. Dette var jo en tid, hvor underholdningstilbuddene ikke var de samme som nu om dage, og derfor var det naturligvis ekstra magisk at opleve de store cykelstjerner og den specielle stemning i Forum. Dengang kørte de som bekendt hele døgnet. Det er der ingen, der gider se på mere, mener Elmgreen i øvrigt også.

Fra 1984 og frem til 6-dagesløb nr. 50 i København, i 2012, fungerede Henrik Elmgreen som sportslig leder af 6-dagesløbet. Dette i forskellige virksomhedskonstellationer, men altid med Mr. 6-dagesløb som manden med ansvaret for afviklingen, og ofte for rigtig meget andet.
Henrik Elmgreen er kendt som den høje, slanke skikkelse, der har en naturlig autoritet omkring sig, og som de unge ryttere uden tvivl ofte havde stor respekt for. Måske lige frem var bange for. Elmgreen har arbejdet med alle de store cykelstjerner, har, stadig, et imponerende netværk, og er på fornavn med Eddy Merckx, Patrick Sercu og mange andre kæmpe cykelstjerner.

Henrik Elmgreen var, sammen med Fru Helle Elmgreen, hoveddrivkraften bag genrejsningen af 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena efter udflytningen fra Forum. Først i regi af DBC Pro Cycling A/S, men efter nedstyrtningen af taget i 2003, i hans eget HE Cycling Aps. Familien Elmgreen sørgede for, at 6-dagesløbet blev etableret i Ballerup, og sørgede for at overlade et event i god stand til Michael Sandstød, der overtog efter 2012.

Og nu om dage er næste generation, sønnen Carsten Elmgreen, blandt speakerne i Ballerup Super Arena.