BaneBane VMHistorie

Bane-VM viden: Cykelsportens svar på Clark Kent blev verdensmester syv gange

Til oktober er der bane-VM i Ballerup Super Arena for tredje gang. Ni gange blev bane-VM afviklet på Ordrupbanen. På CyclingWorld.dk bringer vi frem til oktober løbende historier og anekdoter om bane-VM.

Cykelsportens svar på Clark Kent blev verdensmester syv gange
Britiske Leonard Meredith levede fra 1882 til 1930. Han deltog ved de olympiske lege i 1908, 1912 og 1920 og vandt guld i London i 1908 i holdforfølgelse.

Men han blev også verdensmester hele syv gange. Det gjorde han i disciplinen 100 km motorpace. Første VM-titel vandt han i London i 1904. Siden vandt han i Antwerpen i 1905, Paris i 1907, Leipzig i 1908, på Ordrupbanen i 1909 samt i Rom i 1911 og i Berlin 1913.
En imponerende serie. Leonard Meredith er blevet kaldt en utrolig alsidig rytter, da han også begik sig på landevejen, og i flere forskellige discipliner på banen. Men det var altså i motorpace han dominerede.

Til sejren og opholdet i Danmark i 1909 knytter sig en sjov historie. Meredith og hans følge boede på et overnatningssted i Charlottenlund og fik frem og tilbage til Ordrupbanen. Men de havde lidt svært ved at kommunikere med de lokale. På dagen for VM-løbet havde indehaverne af overnatningsstedet bedt om “Tips”. Det betyder jo drikkepenge på engelsk, men det var i virkeligheden tips til at kunne spille totalisatorspil på VM-løbet de bedte om.

Leonard Merediths karriere varede hele 22 år. Sidste løb kørte han i 1924. Han blev også en succesrig forretningsmand i branchen for cykeludstyr. Desværre døde Leonard Meredith af hjertestop på skiferie i Schweiz den 27. januar 1930. Han blev blot 47 år.

Meredith er efter hans død blevet kaldt for cykelsportens Clark Kent, altså Supermans alias. Det gjorde han, både fordi der var visse ligheder i udseende, men også fordi han når han ikke sad på cyklen fremstod mild, sky og tilbageholden. Men på cyklen blev han som Superman.

Husk at købe dine sportsbøger via SportsBog.dk og få dine kulturnyheder via JuicyNet.dk.