Internationalt landevej

Remco Evenepoel vil tilbage til Danmark efter sejr i Danmark Rundt

Af Niels Nedergaard

Det var en glad superstjerne Remco Evenepoel, der efter etapen fortalte til pressen, at det ikke er sidste gang, han er kommet til Danmark for ar køre cykelløb. 

”Denne her har virkelig været fantastisk. Det har været et fantastisk sted, et fantastisk publikum, og du kan virkelig mærke, at det er et land, som elsker cykling. Det er altid fedt at køre cykelløb i et land som dette,” sagde den belgiske superstjerne i mixedzone til CyclingWorld og den resterende del af pressen efter løbet, inden han kort jokede lidt med det fremmødte publikum.

”Jeg sagde til publikum, at de skulle plage Brian Holm, hvis jeg skal komme tilbage til Danmark. Nu skal vi dog først lige fejre sejren sammen med drengene, og forhåbentlig kan vi finde en god restaurant i København, hvor vi kan spise en god bøf eller noget fisk, jeg ved det ikke,” grinede den belgiske stjerne.

Remco Evenepoel understregede desuden, at den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt betyder mere for ham, end man lige går og tror. 

”Det er virkelig fantastisk at vinde. Det føles faktisk rigtig godt, og det betyder meget for mig, efter alt hvad jeg har været igennem,” afsluttede en glad Remco Evenepoel. 

Remco Evenepoel har nærmest gjort rent bord, siden han kom tilbage fra sin slemme skade efter sit styrt, hvor han var ude i op mod ni måneder.