Verdens mindste 3-dagesløb vender tilbage i 2025
Når der den 13. til 15. november køres sjette udgave af 3-dagesløb i Ballerup Super Arena bliver det igen i år med et Miniløb for ryttere mellem 12-14 år. Et løb der har rødder i det, der blev startet som verdens mindste 6-dagesløb i Forum i 1977. Og et løb der har enorm betydning i talentudviklingsprogrammet i dansk cykelsport.
Artiklen fortsætter efter videoen
Miniløbet i Forum blev startet, i forbindelse med 6-dagesløbet i Forum i 1977, med tidligere 6-dagesrytter Otto Olsen som drivkraft. Institutionen har eksisteret lige siden. Mini 6-dagesløbet er blevet kaldt for Verdens mindste 6-dagesløb, og det har været dansk banecyklings vugge. Listen af verdensklasseryttere, der er blevet udklækket her er meget lang. Ryttere som Rolf Sørensen, Jimmi Madsen, Marc Hester, Michael Mørkøv, Michael Rasmussen, Tayeb Braikia, Frederik Rodenberg, Matias Malmberg, Casper Pedersen og Andreas Kron og Andreas Stokbro har gjort sig i Mini 6-dagesløbet. Andre kendte cykelnavne som Jimmy Hansen, Henrik Simper, Lars Bonde og Mads Christensen har faktisk vundet løbet i Forum.
Siden 2020 har der været kørt over tre dage i stedet for seks dage. Dette da det københavnske 6-dagesløb blev erstattet af DBC Ballerups 3-dagesløb Men princippet har været det samme. Det er et sted hvor unge banetalenter får muligheden for at prøve sig af i et stort setup, et sted hvor de kan lære meget og dermed få en fornemmelse af om det er cykelsporten de skal satse på.
Mini 6-dagesløbet handler ikke kun at få kørt noget godt cykelløb. Det handler også om at lære rytterne, hvordan man kører parløb, og hvordan man opfører sig både som banerytter, men også som cykelrytter og menneske generelt. Et godt udgangspunkt til en videre cykelkarriere.
I mange år var det DBC Ballerups nuværende formand Bjarne Kratholm og datter Simone, der stod bag løbet i Ballerup. Nu er det Henrik Falk, der er hovedmanden bag det populære løb.
Er du til stemning og fest og lækker cykelløb, så er det tid til at købe din billet til 3-dagesløbet via Billetsalg.dk ApS. Du kan blandt andre møde den dobbelte verdensmester Tobias Aagaard Hansen og den super rutinerede Lasse Norman som det klassiske Par nr. 7. Men altså også en række af fremtidens stjerner i dansk cykelsport i Miniløbet produceret af FISKERS mureservice.
Foto: Jesper Skovbølle.