Dansk Landevej

Coloquick-rytter stopper

19-årige Christian Spang Kjeldsen er med øjeblikkelig virkning blevet løst fra sin kontrakt med Team coloQuick. Samtidig bebuder det unge stortalent fra Silkeborg, at han midlertidig stopper som cykelrytter på elite-niveau.

“Jeg er nået dertil, hvor jeg hverken har motivationen eller lysten til at investere den store mængde energi, både fysisk og psykisk, som det kræver at være med på det niveau, siger Christian Spang Kjeldsen.

Han nåede at være tilknyttet kontinentalholdet Team coloQuick med base i Skive i et år, hvor han blandt andet gjorde sig bemærket i det professionelle etapeløb, Tour de Norway, ved to dage i træk at være med i lange udbrud. Han havde netop forlænget sin kontrakt for endnu en sæson, da han efter flere og lange samtaler med holdets ledende sportsdirektør Christian Moberg nåede til den fælles beslutning, at det mest fornuftige uden tvivl var at droppe cykelsporten i en periode.