Bane

VM-sølv til Amalie Dideriksen i omnium

Amalie Dideriksen vandt fredag sin anden medalje ved bane-VM i hollandske Apeldoorn. I den olympiske disciplin blev det til sølv.

Dideriksen startede omniumserien med en beskeden tolvteplads i scratch. I temporace blev det til en sjetteplads, og i udskilning en fjerdeplads. Dermed var danskeren nr. syv inden pointløbet. Her lykkedes det for Dideriksen at være blandt de ryttere, der vandt en omgang og dermed 20 point.

I alt endte danskeren på 112 point, mens hollandske Kirsten Wild vandt med 121 point. Bronze til Rushlee Buchanan fra New Zealand med 106 point.

Norske Anita Stenberg, der har hjemmebane i Ballerup Super Arena, blev nr. ni.

Det var også Wild, der sejrede i scratch, hvor Dideriksen hentede bronze. Danmark er med herrernes sølv i holdforfølgelse nu op på tre VM-medaljer.