Utrolig cykelhistorie: Tid til en is

Utrolige cykelhistorier er en artikelserie som vi her på CyclingWorld.dk forventer vil udfolde sig med fascinerende beretninger fra den spektakulære historie cykelsporten har.

Federico Bahamontes, ørnen fra Toledo, er nok den bedste bjergrytter i Tour de Frances historie. Seks gange vandt han bjergkonkurrencen i det franske etapeløb. Og så vandt han Tour’en i 1959, opnåede en andenplads i 1963, en tredjeplads i 1964 plus syv etapesejre.

Der er mange historier at fortælle om Bahamontes bedrifter i Tour’en og i andre cykelløb. Det er blevet til mange imponerende ridt i det store bjergkæder. 

En historie i den mere kuriøse ende er fra spanierens Tour-debut i 1954.

17. etape af det 41. Tour de France. Start i Lyon, mål i Grenoble og med passage af Col de Romeyère. Bahamontes kom afsted i udbrud med en mindre gruppe. På et tidspunkt var spanieren uheldig med, at en sten sprang ind i baghjulet og ødelagde to eger. På toppen af stigningen blev spanieren nødt til at stoppe og vente på servicebilen. Han turde ikke kaste sig ud på nedkørslen med et ødelagt baghjul. På bjerget befandt sig også to vogne, der solgte is. Det var oplagt at bruge ventetiden fornuftigt. Federico Bahamontes fik sig en vaffel med vanilleis. Feltet var 14 minutter efter, så den spanske klatre brugte også tiden til at tage vand fra en kilde i området, og sprøjte dette på de øvrige ryttere, da de nåede frem. Den franske presse, og faktisk også flere af hans konkurrenter kaldte Bahamontes opførsel for arrogant. Og det var der måske noget om. For det var kun bjergpointene som interesserede spanieren og på andre stigninger i løbet stoppede Bahamontes også med at træde efter at have vundet bjergspurten. Tiden interesserede ikke den spanske bjergkonge i 1954. Men dette ændrede dig som bekendt senere i karrieren.

Tour de France 1954 blev vundet af franske Louison Bobet. Helt suverænt foran schweiziske Ferdinand Kübler. Bahamontes blev nr. 25 i klassement, og vandt for første gang bjergkonkurrencen. Dette overlegent. 95 point hentede spanieren, mens Bobet blev næstbedst med 53 point. Spanieren vandt bjergkonkurrencen i Tour’en i 1954, 1958, 1959, 1962, 1963 og 1964.