Dansk Landevej

U23-DM arrangør trækker sig

Det ser ikke godt ud for løbskalenderen på de danske landeveje i efteråret. Danmarks Cykle Union har aflyst PostNord Danmark Rundt, og nu trækker arrangørerne af årets U23 DM sig. Hvidovre Cykel Klub og Cykelstafetten Spar Nord skulle i år også stå bag U23 DM og Master-DM. Oprindeligt var det planen at dette skulle finde sted som 4-dages event i Høje-Taastrup den 11. – 14. juni. Siden er det, grundet coronakrisen, blevet rykket til den 12. og 13. september.

Men nu bliver det til et event kun som Cykelstafetten og ikke et DM-stævne.

“Vi har desværre ikke fået en tilbagemelding fra DCU herunder de ansvarlige distrikter under DCU om datoer for afholdelse af arrangementet herunder de 2 DM løb. Det betyder, at vi arrangementets størrelse taget i betragtning ikke har den fornødne tid til planlægning, sponsorer mm. til at gennemføre arrangementet i den form vi havde planlagt”, skriver arrangørerne på Facebook og fortsætter: “Cykelstafetten Spar Nord og ProOwned Classic vil blive gennemført som planlagt i weekenden den 12. og 13. september, og tiden må vise, hvad der sker med Hvidovre Cykle Klubs årlige licensløb”.