Internationalt landevej

Trine Schmidt kæmper med italienere om podieplads i Amsterdam

Efter to dage af damernes omnium i forbindelse med 6-dagesløbet i Amsterdam er danske Trine Schmidt på fjerdepladsen. Britiske Elynor Baker er forholdsvis suveræn, men kampen om de øvrige podiepladser er en forholdsvis åben affære med danskeren og de to italienere, Giorgia Bronzine og Maria Guilia Confalonieri, som de vigtigste aktører.

Lørdagens konkurrencer startede lidt dårligt for danskeren, da Trine Schmidt måtte nøjes med en tiendeplads i scratchløbet, mens Guilia Confalonieri var blandt de ryttere, der fik erobreret en omgang. Til gengæld imponerede danskeren med en sejr i udskilning og siden en fjerdeplads i pointløb, hvor de værste konkurrenter til podiet, dog blev placeret foran danskeren.

“Træerne vokser ikke ind i himlen, men det har været en god aften på vélodromen”, sagde Trine Schmidt til Cyclingworld.dk efter lørdagens løb. “Det hele toppede i udskilning, hvor jeg til sidst sad med den olympiske mester Elynor Barker og de to talienere. Taktikken var at køre langt udefra hvis jeg var med længe, hvilket lykkedes, og var super dejligt. Til gengæld tilsmilede heldet mig på ingen måde i scratch, da min største konkurrent kom med i et hug og tog en omgang. Ja, jeg sov i timen – men sådan er cykelløb også. Vi ligger meget tæt i toppen, og søndag skal jeg se om jeg kan snyde de to italienere og avancere tilbage på podiet”, uddybede danskeren.

Trine Schmidt er samlet noteret for 40 point. Baker fører med 21 point, Bronzini har 37 point og Guilia Confalonieri har 40 point. Den anden danske deltager Amalie Winther Olsen er nr. 15 med 87 point. Løbet slutter søndag.