Dansk Landevej

Trine Schmidt gør comeback på belgisk klubhold

Efter en længere skadesperiode med rygproblemer gør den danske banelandsholdsrytter Trine Schmidt nu comeback som gæsterytter på det belgiske klubhold, ILLI bikes cycling team. Det gør hun i en række løb i Belgien de kommende dage.

Trine Schmidt har ellers ikke kørt løb siden marts.

“Jeg har arbejdet tålmodigt på at kunne komme igang igen, og selvom ryggen stadig ikke er 100 procent, så har jeg sammen med min fysioterapeut fra Team Danmark erklæret mig klar til løb. Jeg har fået trænet fornuftigt i hele juli, og vil bruge ugen her på at kickstarte min jagt på at komme tilbage i form”, forklarer Trine Schmidt.

Schmidt deltager i den kommende uge i to gange Lotto Cycling Cup løb og i en række kermesse løb. Formålet er at gennemføre og få noget fart i benene. “Resultatmæssigt forventer jeg intet mindre end en røvfuld. Men det vigtigste er, at jeg er igang”, afrunder Trine Schmidt.