Trine Schmidt

Trine Schmidt blog: Lidt om udviklingen og mangel på samme

Efter min tilbagevenden til det internationale felt, så er der én ting jeg bemærker. Siden mit cykelstop i 2011, så er niveauet bare steget en tand eller to. Det er ikke noget nyt. Allerede fra 2007 da jeg debuterede frem til 2011 steg niveauet. Men når man har været væk i 5 år, så bliver det meget markant! Lokomotivet har jo ikke stået stille, blot fordi jeg ikke har været ombord 🙂

Jeg vil ikke sige, at de bedste kvinder kører stærkere end tidligere. Men det er 100% sikkert, at bredden er blevet bedre – der er virkelig mange der kører stærkt – ergo, kører hele feltet stærkere. Der skal kæmpes ekstra meget. Det mærker jeg – men man kan også se det på resultatlisten. I et felt hvor alle de store kanoner er med, så kan man ikke længere forudsige store dele af top 10. Der er mange om buddet.

IMG_7008

Før i tiden, så var jeg ret god til at sidde fremme. Det synes jeg stadig at jeg er, men jeg har alligevel sværere ved det end jeg troede. Sagen er den, at der er flere der gerne vil have “min” plads, og så bliver jeg tromlet ned midt eller bagerst i feltet igen, blot for at kæmpe meget op igen. Positionskamp handler meget om overskud. Ikke kun fysisk, men også psykisk. Når man i 3-4 timer skal kæmpe om pladserne, så bliver man hurtigt træt i hovedet, hvis man har svært ved det. Og selvfølgelig hænger netop dét også sammen med overskud, det vil sige ens fysiske form samt løbets beskaffenhed. Personligt er jeg nok mere til de fladere løb, fremfor bjerge og små skrappe stigninger. Lidt sidevind tilsat de flade landeveje, der ville jeg nok være i mit es.

Det er nok én af årsagerne til, at foråret har været hårdt for mig. Jeg har fået nogle ordentlige gennemkøringer i klassikerne, og hvis det skulle have været rigtig optimalt, så skulle jeg måske have kørt nogle løb der var lige niveauet under. At gå fra 5 års stilstand til World Tour, det er ikke let. Og det kan til tider mentalt være rigtigt hårdt. Heldigvis, så ved jeg hvad det handler om og hvad det kræver af mig at blive god. Jeg skal fortsætte og have ro i sjælen. Jeg ved hvad mine personlige mål er, og er heldigvis ret afslappet omkring min vej tilbage. Tålmodighed og flid er en dyd…

17499651_10211244332418336_89904748_o

I øvrigt så er det, i mine øjne, en stor problemstilling i kvindecykling. Forestil jer, at en 1 års senior hos herrerne bliver kastet ud i de hårdeste forårsklassikere + resten af en hård årskalender. Løb hvor det stort set altid er verdens bedste cykelryttere der kører med.

Det er netop realiteten hos kvinderne. Der er fx. ikke et alternativ til forårsklassikerne hvis man gerne vil køre cykelløb med fart i feltet og samtidig opnå erfaring. Det er min teori, at rigtig mange unge og nye kvinder knækker på den baggrund.

Som min sportsdirektør på Lotto siger; vi kan ikke allesammen være som Marianne Vos. For den gennemsnitlige udøver, så kræver det mere eller mindre tålmodighed at blive god. Og han har jo ret!! Emma Johansson, Lizzie Armitstead, Ellen van Dijk, Jolien D’hoore osv. Alle er verdensstjerner! Men de har altså arbejdet for sagen og var ikke verdensstjerner i starten af deres karriere. Jeg skal ikke sammenligne mig selv med ovenstående ryttere… De er ret unikke. Jeg prøver bare at opstille et eksempel 😉

IMG_6968

Det er bare ikke sjovt altid at få røvfuld. Alle ryttere har brug for succesoplevelser, og mange ryttere når ikke at køre længe nok til, at opleve den form for succes. Nogle har endnu ikke opnået fysikken, nogen kan ikke begå sig i feltet og andre bliver kastet ud i løb, der simpelthen ikke passer til den enkelte.

Det kan være sin sag, at blive kastet ind i det professionelle felt. Kvinderne savner i den grad flere løb, ligesom herrerne som har flere muligheder for at starte sæsonen blødt. Hos herrerne har man muligheden for at stige fra junior til U23, til contihold og så videre til den store World Tour. Lidt atypisk passer jeg også ind i denne kategori. Jeg er ikke nybegynder, men alligevel ville jeg gerne have en lidt længere stige at kravle opad.

Det er en realitet og det er måske lidt barskt – men man kan håbe på at udviklingen vender. De sidste par år, er der desværre flere løb på kvindernes kalender som er blevet aflyst – og det er jo ikke godt for noget. Jeg krydser fingre for at kvindecyklingen, som uanset hvad er i udvikling, gradvist får bedre forhold på alle punkter. Både hvad angår mulighederne for flere og forskellige cykelløb, men også ifht. udviklingen af ryttere fra junior, til U23 og videre op i rækkerne.

/Trine