Tidligere 6-dagesstjerne bag nyt samlingspunkt for cykling og velvære i Køge
Den 2. august åbner det nye koncept Ride & Recover på Nørregade 24 i Køge. Bag konceptet står en af Danmarkshistoriens bedste 6-dagesryttere, Jimmi Madsen samt hans kæreste Nia Retzel.
Ideen med Ride & Recover er at lave et samlingspunkt for både aktive motionister, cykelentusiaster og alle, der ønsker fokus på velvære, restitution og fællesskab. Stedet kombinerer sportsmassage, cykeloplevelser og café i ét samlet koncept.
Sportsmassagen varetages af Nia Retzel, som har arbejdet som selvstændig massør og personlig træner i næsten 15 år. Hun er uddannet personlig træner samt kost- og livsstilvejleder.
Artiklen fortsætter efter videoen
Jimmi Madsen står for cykeldelen. som blandt andet omfatter et showroom med udvalgte racer- og gravelcykler, et high end cykeltøjsbrand til klubber og virksomheder, cykelrejser, events, motionscykelløb og fællesture.
Caféen bliver det naturlige samlingspunkt, hvor gæster kan mødes før og efter træning, men også er for alle andre gæster der blot har brug for en god kop kaffe.
To åbningsdatoer
Ride & Recover får hele to åbningsdatoer. Den uofficielle åbning finder sted den 29. juli med et motionscykelløb, mens den officielle åbning er den 2. august.
Den 2. august er valgt med omtanke, da PostNord Danmark Rundt denne dag har start i Køge. Efter starten på cykelløbet inviteres alle interesserede forbi Ride & Recover, hvor resten af dagens etape kan følges i hyggelige omgivelser.
Som optakt til åbningen lancerer Ride & Recover motionscykelløbet Køge Cycling Cup powered by Faxe Kondi. Løbet afvikles over seks onsdage: 29. juli, 5. august, 12. august, 19. august, 26. august og finale den 2. september. Der køres i fire forskellige fartgrupper, fra ca. 22 km/t til 40 km/t. Så alle har mulighed for at deltage. Der vil være Race Marshalls ved hvert løb og flagposter på ruterne. Du kan tilmelde dig via www.rideandrecover.dk.
