Dansk Landevej

Styrt og dobbelt sejr til danske U17 talenter

Fredag blev endnu en dramatisk dag for de danske U17 talenter, der repræsenterer DCU Distrikt Sjælland ved cykelløbet U6 Cycle Tour Post Nord i Tidaholm, Sverige.

Inden dagens 5. etape lå de danske ryttere på seks af de syv første pladser. Kun en nordmand på løbets tredjeplads blandede sig i topstriden. Så taktikken i dag var at få isoleret nordmanden og så køre fra ham.

Det startede perfekt med at både Luis Carl Jørgensen og Emil Schandorff kom væk fra feltet i en mindre gruppe. Dette tvang normanden til at arbejde i front af feltet og da kræfter slap op, rykkede tre af de danske drenge væk fra feltet og op mod frontgruppen.

”Det var helt perfekt. Vi var på vej mod fronten og var i sikker afstand fra Tristan (nordmanden), der ikke fik hjælp. Men pludselig stopper kommisærerne løbet fordi vi er ved at overhale et andet felt, der havde målgang. Da vi blev sendt afsted igen, fik de forreste lov til at beholde deres forspring. Men os der sad i mellemgruppen, der var tættere på frontgruppen end på feltet, blev sendt tilbage til feltet”, fortæller Nikolaj fra Distrik Sjælland holdet.

Også Frederik Erringsø var frustreret efter etapen. “Taktikken var ved at lykkedes perfekt, men det afgørende moment blev spoleret af kommisærerne. Vi forsøgte igennem resten af etapen at komme fri, men Tristan gik ikke i fælden to gange”.

Forrest skulle etapen afgøres i en 3 mands gruppe, der blev domineret af Luis og Emil. I finalen var Luis hurtigst foran Emil og dermed blev det for 2. dag i træk til en flot dobbeltsejr til holdet.

Desværre blev Sebastian Andreasson ramt af et styrt undervejs og måtte opgive at køre videre. Heldigvis er han nogenlunde ok.

I morgen afgøres løbet med en afsluttende enkeltstart på 15 km. Emil har førertrøjen og drengene indtager nu 5 ud af de 6 første pladser. I hold konkurrencen har Distrikt Sjælland opnået en solid føring til nr. 2.