Dansk LandevejGiro d'Italia

Ole Ritter blev den første dansker i Giroen

Fredag indledes udgave nr. 100 af Giro d’Italia. I den forbindelse bringer vi på CyclingWorld.dk en række historier fra danskernes Giro d’Italia. Dette gør vi i samarbejde med forfatter af bogen La Corsa Rosa – Historier fra et cykelløb, Rene Preuthun.

lacorsarosa_web_1024x1024

Den første historie er fra 1967, hvor Ole Ritter blev den første dansker, der stillede til start i det italienske storløb.

Og netop Ole Ritter var naturligt nok den rytter, man med danske øjne havde mest focus på inden starten. Han havde i oktober 1966 skrevet kontrakt med den italienske TV-producent, Germanvox, og skulle nu køre sin første store rundtur. Ritter havde været fuldstændig suveræn hos amatørerne, men nu kom han i menneskehænder. Og det var den ellers så bramfrie dansker da heller ikke bleg for at indrømme i et interview i Politiken lige inden afrejsen til det store løb. Her skulle han i første række hente vand til kaptajnen, Vito Taccone, der fire gange havde kørt i top-10 i Giroen. ”Jeg er hundeangst for bjergene og Italiens sol,” lød overskriften, og i det efterfølgende interview uddybede han: ”Jeg kan blive helt klam af sved ved blot at tænke på, at jeg skal sidde i sadlen over 4000 km. (løbet var ”kun” 3572 km. – forf. note) for det meste i bagende sol, så dækkene er ved at brænde væk under én eller gennem bjergpas med evig sne. Jeg har aldrig kendt til den fornemmelse, at man er bange for ikke at kunne slå til, men jeg har nerver på før Italien Rundt. Jeg vil prøve at slå til på et par etaper, og jeg satser naturligvis særligt på etapen med enkeltstart. Det er på den, jeg skal slå mit navn fast.”

Og det må man sige, at han gjorde.

18254214_1329935543762687_1015802408_n

Fuldstændigt sensationelt vandt han den 45 kilometer lange etape mellem Mantova og Verona foran verdensmesteren Altig, timerekordholderen Bracke, viceverdensmesteren Anquetil og Gimondi. 47,3 kilometer i timen blev han målt til. Men det var snært. Kun ét sekund skilte ham og Altig da regnskabet blev gjort op i den gamle romerske arena i Verona. Og havde det ikke været fordi, at Ritter kørte i stille vejr og favoritterne i strid blæst, havde sejren nok ikke været hans. Men sådan er cykelløb, og Ritter var herfra en mand, man skulle regne med, når det især gjaldt tidskørsel. Men det vidste mange allerede, for han havde flere tempo-verdensrekorder i amatørregi. 17 måneder senere opnåede han så sit bedste resultat, da han slog Brackes Timerekord. Den skulle der en Merckx til for at slå den i 1972. Ole Ritter kørte gennem årene 12 enkeltstarter i Giroen, og dårligste placering var nummer 10. En utrolig stabilitet, der da også affødte, at italienerne begyndte at kalde ham Signore Cronometro – Hr. Stopur.

olerittergiroenkelt

Præstationen skulle ses i lyset af, at Ritter havde været forfulgt af uheld lige fra starten. På 1. etape satte han den første tid til, da feltet splittedes kort før mål, og Giorgio Zancanaro (Max Meyer) tog løbets første trøje. Og på 3. etape, som Dancelli vandt, satte han 20 minutter til. Men det blev da også til en flot sjetteplads på 10. etape, som Walter Planckaert vandt. Men dette blev sat fuldstændigt i skyggen, da han kørte ud over en bjergskrænt på Sicilien, brækkede næsen, og måtte have suget blod fra et enormt sæbeøje. Da han senere fik en tandbyld, som løbets læge måtte behandle, mens Ritter lå i en grøft, så det sort ud for den videre deltagelse. Begge gange beordrede lægen ham ud af løbet, men det nægtede han. Han havde en aftale med en enkeltstart, sagde han. Både ryttere og tilskuere undrede og morede sig, og aviserne skrev: “Vi har fået en gal dansker (danese insano) med i løbet. Han er kørt ud over en bjergside, han er bulet og skrammet, og han har fået en tand hevet ud midt under en etape. Han bliver hver dag sat af feltet og kommer næsten kravlende i mål som en af de sidste. Men han siger, han vinder enkeltstarten.

”Og det gjorde han så mod alle ovennævnte odds, og dermed var hans lykke gjort. Oven i det fik han 5000 kroner for sejren”plus lidt fra fabrikken,” som han sagde. Meget godt scoret i lyset af, at en faglært i København i 1967 tjente ca. 14 kroner i timen.

Ole Ritter (født 1941) vandt 20 profsejre på landevejen blandt andet de prestigefyldte enkeltstarter, GP Lugano x2 og GP Forli, semiklassikeren Trofeo Matteotti og etaper i blandt andet Sardinien Rundt og Paris-Nice. Endvidere har han været på de nedre trin på podiet i både GP des Nations, GP Lugano, Giro dell’Emilia, Piemonte Rundt og Trofeo Baracchi (sammen med Leif Mortensen). Og så er Ritter den dansker med de bedste danske placeringer i Giroen gennem tiderne: nummer ni i 1970, nummer syv i 1973 og nummer 12 i 1972. I 1970 lå han nummer to, indtil der manglede tre etaper. Men så punkterede han på en bjergetape, gik kold og endte som nummer ni samlet.

Men tilbage til 1967: Men Ole Ritter kunne ikke klare mosten i længden og udgik på 20. etape fra Cortina til Trento. Rytterne skulle op over Falzarego (2105 m), Pordoi (2239 m), Rolle (1970 m) og Brocon (1616), og som så mange gange før viste vejret i bjergene i maj/juni i Italien sig fra sin værste side. 21 ryttere stod af, og otte af dem blev først fundet adskillige timer senere. En blev først fundet dagen efter. ”Ingen undskyldninger. Jeg var færdig, helt færdig. Jeg har aldrig troet, at det var muligt at køre under sådanne forhold. Der var snestorm, da vi startede i Cortina. Vejene var næsten bjergstier, og kun 20 ud af de 220 kilometer var asfalteret. Resten var løst grus, som man næsten ikke kunne slæbe cyklen igennem.” ”For dårligt, Ole Ritter,” tillod BT sig at skrive dagen efter. Men alt synes jo også noget lettere, når man sidder foran en skrivemaskine med smøg og en bajer på en varm avisredaktion i København,