Mørkøv har udtaget herrelandsholdet til Copenhagen Sprint
Landstræner Michael Mørkøv har nu sat navne på de ryttere, der skal repræsentere Danmark den 22. juni i det nye World Tour-løb, Copenhagen Sprint.
Løbet strækker sig over 235,7 km fra Roskilde til København og byder på en spændende afslutning på de lokale rundstrækninger i hjertet af København.
Det danske landshold for mænd består af:
- Kasper Asgreen (EF Education – EasyPost)
- Casper Pedersen (Soudal Quick-Step)
- Rasmus Søjberg Pedersen (Decathlon AG2R La Mondiale)
- Alexander Salby (Li Ning Star)
- Niklas Larsen (BHS – PL Beton Bornholm)
- Joshua Gudnitz (Team ColoQuick)
- Mads Andersen (AirTox – Carl Ras)
Artiklen fortsætter efter videoen
”Vi har et alsidigt og afbalanceret hold, og vi ønsker at sætte præg på løbet fra start til slut,” siger Michael Mørkøv, der nu har udtaget de sidste fire ryttere til holdet. Tidligere blev Kasper Asgreen, Casper Pedersen og Rasmus Søjberg Pedersens deltagelse meldt ud.
Når der skal udtages ryttere til landsholdet i et World Tour-løb som Copenhagen Sprint, sker det blandt ryttere, hvor deres egne teams ikke er på startlisten. Derfor er det denne gang blevet til en kombination af danske professionelle ryttere, hvis hold ikke deltager, samt ryttere fra kontinentalhold, der får muligheden for at vise sig frem i det højest rangerede løb på dansk grund.