Dansk LandevejTopartikler

Michael Valgren Årets Cykelrytter 2018

Michael Valgren blev fredag af Danmarks Cykle Union udråbt til Årets Cykelrytter 2018. Dette skete i forbindelse med det traditionsrige Nytårsstævne i Ballerup Super Arena.

I 2018 tog Valgren så det helt store skridt ind på den internationale stjernehimmel, da han fik sin første professionelle sejr uden for Danmark i Omloop Het Nieuwsblad, hvor han kørte fra det stjernespækkede World Tour-felt.

Den helt store triumf kom dog 15. april, da han efter 263 udmarvende kilometer oversprintede Roman Kreuziger, vandt Amstel Gold Race og sikrede den første danske klassikersejr siden 1990’erne.

Med en fjerdeplads i Flandern Rundt, en syvendeplads efter et fantastisk og modigt angreb ved VM og en stor andel i Magnus Corts etapesejr i Tour de France har han leveret en af de mest imponerende sæsoner i dansk cykelsport nogensinde.

Det er anden gang at Michael Valgren modtager prisen. Første gang var i 2014. Kåringen foregår ved at en komite udnævner fem kandidater til titel og Danmark Cykle Unions medlemmer kan derefter stemme blandt de fem.

De øvrige nominerede i 2018 var Amalie Dideriksen, Mikkel Bjerg, Magnus Cort og holdet til 4000 meter holdforfølgelse.

Michael Valgren var ikke til stede i Ballerup Super Arena fredag. I stedet modtog Ole Iversen (foto), formand fra Valgrens barndomsklub Thy CR prisen, der blev overrakt af DCUs formand Henrik Jess Jensen og Peter Kjær fra PostNord.

Se tidligere vindere a prisen her.