Bane

Mange favoritter til tirsdagens omnium DM i Aarhus

Tirsdag køres DM i omnium på Aarhus Cyklebane for dame og herre elite. Der er start på stævnet kl. 18:00. Det er første gang at dette prestigefyldte DM afholdes i Aarhus, og det er en række af Danmarks bedste baneryttere, der er til start.

Omnium DM afvikles over fire afdelinger: Scratchløb, over 20 omgange for damerne og 30 omgange for herrerne. Tempoløb, over 20 omgange for damerne og 30 omgange for herrerne. Udskilningsløb,med udskilning hver omgang samt pointløb over 60 omgange med spurt hver sjette omgang for damerne og 80 omgange med spurt hver ottende omgang for herrerne, i alt 10 spurter, om hhv. 5, 3, 2 og 1 point og med dobbelte point i sidste spurt. Vundne omgange giver 20 point.
Der gives hhv. 40, 38, 36, 34, 32, 30, 28, 26, 24, 22, 20, 18, 16, 14, 12, 10, 8, 6, 4, og 2 til de 20 først placerede og 1 point til de resterende gennemførende i hver af de tre første afdelinger, mens man i pointløbet starter med akkumulerede point.

Der er rigtig mange potientielle vindere i feltet hos herrerne.

Blandt favoritterne kan nævnes supertalentet Julius Johansen, der netop blandt andet har vundet Stjerneløbet i Roskilde samt dobbelt junior DM på landevejen, europamester i Dernypace Casper Folsach, der dog netop har holdt en mindre løbspause, europamester i pointløb Niklas Larsen, sidste års vinder Frederik Rodenberg Madsen plus den olympiske mester i netop omnium fra 2012 Lasse Norman.

Den største favorit er dog den super formstærke Casper Pedersen, der netop har vundet en afdeling i PostNord Cup, GP Horsens Posten og blevet nr. 2 i Fyen Rundt. Casper Pedersen, der dog også netop er blev student, er desuden tidligere juniorverdensmester i netop omnium. Desuden deltager også den firedobbelte baneverdensmester Alex Rasmussen samt også formstærke Nicklas Pedersen.

Hos damerne deltager blandt andre landevejsverdensmester Amalie Dideriksen samt Trine Schmidt og Amalie Winther Olsen. Netop de tre er medaljefavoritter i nævnte rækkefølge. Syv ryttere er på startlisten hos damerne.

Se tidligere vindere af DM omnium her.