Dansk Landevej

Lyngbys egen cykelstjerne står bag lokalt gadeløb

Når der den 1. juni, som en del af Lyngby CCs 100 års jubilæum, afvikles gadeløb i centrum af Kongens Lyngby er det med en ægte Lyngby-dreng ved roret. Lyngby CC har nemlig bedt Lars Michaelsen om at stå for det store arrangement.

“At have mulighed for at samle hele Lyngby, og forhåbentlig mange andre, om et cykelløb i centrum af Lyngby, er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg glæder mig helt vildt, og tror vi får en fantastisk dag”, forklarer Lars Michaelsen.

Ud over et par år i udlandet som professionel har Lars Michaelsen boet i Lyngby hele sit liv. Han meldte sig som 11-årige ind i Lyngby CC, og tog som cykelrytter hele vejen op i den danske A-klasse. Drømmen var en professionel kontrakt, og derfor drog Lars i 1989 til Frankrig for at prøve lykken. Og det lykkedes at få en kontrakt. Den professionelle karriere startede på det mindre Catavana team i 1994, men allerede året efter skrev Michaelsen under med det noget større Festina team. Og netop i 1995 kom en af karrierens største resultater, da Lars i en ekstrem tæt spurt slog italienske Maurizio Fondriest og vandt den belgiske klassiker Gent-Wevelgem. Dette som den første dansker nogensinde.

Siden gik den professionelle karriere over TVM, Francaise des Jeux, Team Coast, og fra 2003 til 2007 på Bjarne Riis’ Team CSC. Blandt mange imponerende resultater kan fremhæves, at Michaelsen i 1997 vandt en etape, og som den første dansker nogensinde, kørte sig i førertrøjen i Vuelta a Espana. I både 2002 og 2005 blev Michaelsen nr. fem i Paris-Roubaix. Specielt i 2005 var det kun uheld, forhindrede den helt store triumf. Kærligheden til Paris-Roubaix er i øvrig stor hos Lars, der har kørt den franske brostensklassiker hele tolv gange! 

Efter den aktive karriere blev Lars sportsdirektør. Først hos Bjarne Riis’s CSC team, senere henholdsvis på Leopard Trek og RadioShack – og i dag arbejder Lars hos Astana Pro Team, og er sportsdirektør for blandt andre Jakob Fuglsang, Magnus Cort og Jonas Gregaard.

Men hele tiden er det med Lyngby som udgangspunkt. Lars bor fortsat i Lyngby, og hans børn går på samme skole som Lars selv og hans far i øvrigt gjorde.

Gadeløbet i Kongens Lyngby den 1. juni køres både for børn, for motionister og altså for eliten. Alle har dermed mulighed for at køre cykelløb på en afspærret rute og få en stor cykeloplevelse.

Løbene skal køres på en 3,5 km lang rundstrækning midt i Lyngby. Ruten til løbet kan ses på https://ridewithgps.com/routes/29394726

Børnene skal køre i to alderklasser, 9-11 år og 12-14 år, der skal køre henholdsvis en og to omgange på rundstrækningen. Det er gratis for børn at deltage, og alle der tilmelder sig på forhånd, får desuden en Goodie-bag fra Meny i Lyngby. Licensryttere kan ikke deltage, da formålet er at tiltrække nye børn til cykelsporten. Til melding på børneløbet på email Info@lyngbycc.dk. Husk at angive navn og fødselsdato.

Tilmeldingen til løbet for eliten og motionister foregår via https://www.cyklingdanmark.dk/tilmelding/