Internationalt landevej

Landshold med i Copenhagen Sprint 2026

Danmarks Cykle Union har fået godkendt at danske landshold i 2026 kan deltage i det danske World Tour-løb Copenhagen Sprint. Deltagelsen kræver godkendelse fra den internationale cykelunion UCI, som nu er faldet på plads. Det er ikke en selvfølge i et World Tour-løb, at landshold kan deltage.

Det betyder, at publikum igen får mulighed for at opleve danske ryttere i de rød/hvide farver i direkte konkurrence med nogle af verdens bedste.

Artiklen fortsætter efter videoen


”Vi er stolte og beærede over som landshold at kunne være med i Copenhagen Sprint. Det er en unik mulighed for nogle af vores største talenter at mærke niveauet på World Touren og samtidig et fantastisk udstillingsvindue. Vores ambition er at skabe et spændende cykelløb i de københavnske gader og måle os med verdenseliten,” siger landstræner for herrelandsholdet Michael Mørkøv.

”Det er supervigtigt for os at få chancen for at stille med det danske kvindelandshold i Copenhagen Sprint, og vi kommer med både stolthed og ydmyghed. Vi stiller med en gruppe unge ryttere, som får værdifuld erfaring – og samtidig håber vi at kunne være med, når løbet skal afgøres,” siger landstræner for kvindelandsholdet Mette Andersen.

• Kvindeløbet køres lørdag 13. juni 2026
• Herreløbet køres søndag 14. juni 2026