Cyklecross

Kim Petersen landstræner for cyklecross frem mod VM i Bogense

Kim Petersen genindtræder som landstræner i cyklecross – ansættelsen er gældende fra 1. juli 2018, og det danske cross-koryfæ er allerede i fuld gang med arbejdet.

Danmark er 2.-3. februar 2019 vært for verdensmesterskabet i cyklecross, og ansættelsen af Kim Petersen er en del af en samlet plan for at gøre Danmark klar til VM. Danmark Cykle Unions administrations- og elitechef, Jens-Erik Majlund, glæder sig over, at Kim Petersen igen står i spidsen for det danske cross-landshold:

“Det er dejligt at kunne gå på sommerferie vel vidende, at vi nu har en landstræner og et trænerteam på plads frem mod VM i Bogense,” fastslår Jens-Erik Majlund.

Kim Petersen vil sammen med assistent-trænerne Thomas Nørup og Joachim Parbo forberede de danske ryttere til løbet – og samtidig arbejde på at sikre cyklecross-sportens vækst efter VM. Den samlede VM-plan åbner også op for, at erhvervsnetværk og virksomheder kan få unik adgang til landsholdets maskinrum – træningssamlingerne – og derigennem få medejerskab i forberedelserne og mulighed for at møde landsholdet under VM.

Kim Petersen er også glad for aftalen og er allerede i gang med arbejdet – og han har en klar besked til rytterne:

“Det er nu, at bunden af træningspyramiden skal falde på plads, hvis vi skal have succes til VM. Hen over sommeren skal der være fokus på udholdenhed og evnen til at restituere. Det er også vigtigt at køre konkurrencer – uanset om det sker på vejen, på grus eller i terrænet. Senere til vores træningssamlinger bygger vi ovenpå med de mere specifikke intervaller og tekniske færdigheder, der kræves til ruten i Bogense. Løbsprogrammet i udlandet vil ligeledes have fokus på konkurrencer, hvor ruterne minder om VM-ruten,” siger Kim Petersen.