Julie Norman Leth får Kulturministerens Idrætspris
Den dobbelte baneverdensmester Julie Norman Leth kan føje endnu en fornem titel til sit imponerende CV. Hun er netop kåret til vinder af Kulturministerens Idrætspris, som er blevet uddelt i Aalborg til DIF DM-Ugen. Med prisen følger 100.000 kroner.
Artiklen fortsætter efter videoen
”Julies historie er dybt fascinerende. Hun er et forbillede og har i den grad bevist, at sportskarrieren ikke behøver slutte, når man stifter familie. Det er en vigtig fortælling i dansk eliteidræt, hvor vi har fokus på det hele menneske. Julie er et inspirerende eksempel på en atlet, der føder et barn og vender tilbage til international topklasse. Jeg håber, hun kan motivere andre atleter til at forlænge deres karriere – f.eks. med støtte fra Team Danmarks familiestøtteordning,” siger Peter Fabrin, der er adm. direktør i Team Danmark.
Julie Norman Leth rundede en imponerende cykelkarriere af i 2024 med både OL- og VM-medaljer på sit CV. Ved OL i Paris blev hun sammen med Amalie Dideriksen nr. seks i parløb – blot syv måneder efter hun havde født sønnen Alfred. I oktober kulminerede karrieren, da hun i Ballerup Super Arena sikrede sig to VM-guldmedaljer i banecykling foran et begejstret hjemmepublikum.
.Team Danmarks bestyrelse stod bag indstillingen af Julie Norman Leth. Med prisen følger 100.000 kroner.
Foto: Jesper Skovbølle.