Jonas Vingegaard årets mandlige cykelrytter 2021

Nr. to i Tour de France, Jonas Vingegaard, er er Danmarks Cykle Union kåret til årets mandlige cykelrytter 2021.

Siden 1976 har Danmarks Cykle Union uddelt denne hæderfulde pris, der opfattes som den fornemste i dansk cykelsport. Fra 1976 til 2020 indgik mandlige og kvindelige cykelryttere i den samme afstemning, mens prisen fra 2021 nu deles i to: én pris for årets mandlige og én pris for årets kvindelige cykelrytter. Vingegaard blev altså den første til at modtage prisen som årets mandlige cykelrytter. Kåringen er baseret på afstemningen fra licenshavende ryttere under DCU blandt de fem nominerede.

”Det er fantastisk, det er en kæmpe ære at blive kåret som Årets Cykelrytter, specielt i så stærkt et felt. Der er mange sejre, Olympiske medaljer og verdensmestre, så det er kæmpestort at det så lige er mig der løber med den titel. Det er jeg virkelig beæret over”, udtaler Jonas Vingegaard ifølge CyklingDanmark.dk

De nominerede ryttere udvælges af en komite, der bestod af: Danmarks Cykle Unions formand Henrik Jess Jensen, Danmarks Cykle Unions elitechef Morten Bennekou, Sportsjournalist Tobias Hansen (DR), Sportsjournalist Sanne Jacobsen (TV2), Sportsjournalist Adam Egholm (Ritzau) og Bastian Emil Goldschmidt (forfatter og kommentator Eurosport).

Komiteen fandt frem til nedenstående nominerede ryttere:
Kasper Asgreen
Jonas Vingegaard
Magnus Cort
Michael Valgren Hundahl
Michael Mørkøv & Lasse Norman Hansen
OL 4000 meter holdet (Lasse Normann Hansen, Niklas Larsen, Frederik Rodenberg og Rasmus Lund)

Vinderen af prisen som Årets kvindelige rytter 2021, vil forventeligt blive afsløret medio uge 3.