Dansk LandevejTopartikler

International stemning i vente ved Gran Fondo Denmark

Forberedelserne til Gran Fondo Denmark 2017 i Holbæk skyder sikkert frem helt efter planen. Ruterne er på plads, og tilmeldingerne tikker løbende ind. Foreløbig er ryttere fra tolv forskellige nationer tilmeldt eventet, der afvikles med enkeltstart den 12. august og Gran Fondo og Gran Medio landevejsløb den 13. august. Det hele er med udgangspunkt i centrum af Holbæk, hvor der vil komme til at emme af international cykelstemning.

“Det giver altid en helt specielt stemning ved cykelløb, når der deltager ryttere fra hele verden. Alle er lidt mere tændte, og det er fedt at se på, hvad rytterne fra de andre nationer har af udstyr og tøj”, forklarer Danmarks Cykle Unions eventmanager Jens Kasler. Eventmanageren understreger desuden, at der vil være masser at se på for tilskuerne. “Vi vil have expo-område, og så skal man huske på, at der afvikles både en afdeling af PostNord Cupen og U19 Demin Cupen. Altså en mulighed for at se cykelløb på det allerhøjeste hjemlige niveau”.

Gran Fondo Denmark er, som bekendt af de fleste, et kvalifikationsløb til den internationale cykelunions (UCI) Gran Fondo World Championsship, der afvikles i slutningen af august i franske Albi. De 25 procent bedste i hver aldersklasse kvalificerer sig til finalen.

En dansk kvalifikationsafdeling blev senest afviklet i 2015 i Helsingør med stor succes. I 2016 blev Danmarks Cykle Union nødsaget til at aflyse. “Det sker heldigvis ikke i år. Vi er godt med i antal tilmeldinger, og mærker tydeligt, at interessen er stor. Vi gennemfører med 100 procent sikkerhed eventet”, slutter Jens Kasler.

Ruten til Gran Fondo Denmark 2017 bliver den måske hårdest mulige på Sjælland. Hele 17 afmærket stigninger er på den 177,6 km rute heriblandt kendte stigninger som Kårupbakke, Asnæs Indelukke og Høve Stræde. Alle stigninger, der flere gange har været en del af Post Danmark Rundt, og er berygtet i cykelkredse. Medio Fondo ruten, der er for damer samt for herrer over 60 år, er på 124,3 km. Desuden køres enkeltstarten over 25,6 km.

Foreløbig er ryttere fra følgende nationer tilmeldt Gran Fondo Denmark: Danmark, Sverige, Norge, Tyrkiet, Australien, Frankrig, Rusland, Tyskland, Storbritannien, Singapore, Litauen og Portugal.

Bag Gran Fondo Denmark eventet står Danmarks Cykle Union, Sport Event Denmark. Holbæk Cyclesport, Holbæk Kommune samt sponsorerne Skoda, Spar Nord, Eiland electric og Sparekassen Sjælland.

Læs mere og tilmeld dig Gran Fondo Denmark via www.granfondodenmark.dk.