Dansk LandevejInternationalt landevej

Historisk stærkt landshold til PostNord Danmark Rundt 2026

Landstræner Michael Mørkøv og Danmarks Cykle Union udtager et stærkt og erfarent hold til årets PostNord Danmark Rundt. Fire WorldTour-ryttere, tre talenter og én tidligere samlet vinder udgør det danske landshold til den 35. udgave af hele Danmarks cykelløb.

Det danske landshold til PostNord Danmark Rundt 2026 er officielt udtaget. Landstræner Michael Mørkøv kan se frem til at stille med et hold, der kombinerer international toperfaring med nogle af de mest lovende danske cykeltalenter på nuværende tidspunkt. 

Artiklen fortsætter efter videoen


“Jeg er stolt over at kunne samle et rutineret og stærkt landshold til PostNord Danmark Rundt 2026.Landsholdet bidrager i høj grad til feltets kvalitet og interesse om løbet ved at kunne samle 4 WorldTour-ryttere til Danmarks største cykelløb – heriblandt Chris Juul som er samlet vinder af løbet tilbage i 2015,” siger Michael Mørkøv.

De fire WorldTour-ryttere er Anders Foldager, Rasmus Søjberg Pedersen, Casper Pedersen og Christopher Juul Jensen. Sidstnævnte bærer en særlig status i feltet qua hans samlede sejr i 2025, så han ved præcis, hvad der skal til for at indtage det øverste trin på podiet. Anders Foldager har ligeledes bevist sit tilhørsforhold til løbets absolutte top, da han sluttede på tredjepladsen i det samlede klassement i 2024.

“Derudover har vi tre af de mest lovende danske udviklingsryttere med, Noah Andersen og Theodor Clemmensen fra Red Bull–BORA–hansgrohe Rookies og Gustav Wang fra XDS Astana development. At have dem med, sammen med vores erfarne WorldTour-ryttere, er en gave for deres udvikling og en unik mulighed for at de kan lære fra nogle af vores mest erfarne danske ryttere,” siger Mørkøv.

PostNord Danmark Rundt 2026 køres over fem etaper fra den 29. juli til 2. august med start i Aalborg og slut i Rødovre.