Dansk Landevej

DM landevejs 2021 bliver den 17. til 20. juni

Det bliver den 17. til 20. juni af der i 2021 skal afvikles DM på landevej i Vejle Kommune med Give som omdrejningspunkt.

Både enkeltstarten og linjeløbene har start og mål i Give. Vejle Kommunes borgmester, Jens Ejner Christensen, glæder sig derfor over, at det trods corona-aflysningen i 2020 er lykkedes at få DM til Give, og at Kingdom of Cycling, der de kalder cykelområdet ved Vejle, iscenesætter hele dramaet. “Det bliver spektakulært at se den danske cykelelite i kamp om den prestigefyldte Dannebrogstrikot i Danmarks hårdeste og smukkeste cykelterræn. Det er muligt, at corona-situationen får indflydelse på folkefesten langs ruten og i målområdet, men jeg tør godt love et sandt konge-drama til de mange tv-seere hjemme i stuerne. Stort tak til Give Cykelklub og de mange frivillige, som sammen skal løfte den store opgave og skabe de bedste rammer for DM i landevejscykling”, udtaler Jens Ejner Christensen, som ser frem til nogle fantastiske cykelår med bl.a. DM i Give, PostNord Danmark Rundt og Tour de France.

DM-værterne fra Give Cykelklub er allerede godt i gang med forberedelserne til sommerens store event, og formand Kurt Gjødsbøl glæder sig over den lokale opbakning. Men samtidig er han også forberedt på, at corona-situationen kan medføre et anderledes DM.
“DM i landevejscykling er en kæmpe opgave for Give Cykelklub, som vi ser frem til med spænding og ydmyghed. Vi håber meget, at vi kan afvikle løbet med publikum langs de udfordrende DM-ruter og i målområdet, så vi får den folkefest, vi ønsker. Skulle der fortsat være corona-restriktioner til DM i Give i 2021, så kommer vi alligevel i mål med opgaven ud fra de gældende retningslinjer. Det vil være et anderledes DM, men dramaet er det samme, og vi løfter opgaven i et bredt samarbejde med alle i området”, fortæller Kurt Gjødsbøl.

Læs meget mere på www.DM2021.dk.