Dansk LandevejInternationalt landevejTopartikler

Det 98. Catalonien Rundt går ind i sin afgørende fase

Den 98. udgave af Katalonien Rundt afvikles den 19. til 25. marts. Det spanske etapeløb, der blev kørt første gang i 1911, er verdens tredjeældste etapeløb efter Tour de France og Giro d’Italia. Ingen danske ryttere har nogensinde kørt sig på podiet i løbet, mens Per Pedersen og Matti Breschel er eneste danskere, der er noteret for etapesejre.

I feltet var fra start 175 ryttere fordelt på 25 teams. Heriblandt er fire danske ryttere. Hos Quick Step-Floors deltager Michael Mørkøv, hos Katusha-Alpacin Mads Würtz Schmidt, hos Astana Jesper Hansen og hos Trek-Segafredo nyprofessionelle Niklas Eg.

Løbet bliver kørt over syv etaper. Første etape, med både start og mål i Calella, endte i en massespurt, hvor Michael Mørkøv var stærkt medvirkende til at køre den unge colombianske sprinterkomet Álvaro José Hodeg frem til sejr. Mørkøv endte selv imponerende på fjerdepladsen.

Veteran Alejandro Valverde, der har vundet Katalonien Rundt to gange før, vandt anden etape ved at være hurtigst i en frontgruppe, hvor de stærkeste sprintere var siet fra. Tredje etape onsdag blev en triumf for belgiske Thomas de Gendt fra  Lotto Soudal. De Gendt, der er kendt som udbryderkonge, sejrede efter et længere udbrud, og overtog dermed løbets førertrøje.

Fra torsdag står der bjerge på menuen, og hvis man skal tro statistikken fra tidligere år, så starter nu løbets afgørende fase. Det hele afsluttes søndag med otte omgange i hovedstaden i Catalonien, Barcelona. Her køres blandt andet ​​over den berygtede Montjuic-stigning.

Fjerde etape, torsdag, involverer to stigninger i første kategori (Alt de Jou og La Molina) samt stigningen af ​​den højeste kategori Coll de la Creueta. En stigning på 17,5 km med en gennemsnitlig hældning på 5,5%. Målet er hele 1700 meter over havets overflade. En etape hvor det virkeligt er muligt at gøre en forskel.

På femte etape skal rytterne over tre stigninger (Port de Canto, Coll de Perves, Tunel de Vielha) med en samlet længde på ca. 43 km. Efter at have passeret den sidste top venter en 13 kilometer nedkørsel og siden en flad kilometer. Igen en af løbets afgørende etaper.

Sjette etape indledes i målbyen fra femte etape, Val d’Aran. Herfra skal køres ud af Pyrenæerne og mod Middelhavet. Den 3,8 km lange Port de Viu de Llevata skal passeres med 46 km igen. Men efterfølgende er det fladt, og det er sandsynligt at det kan ende med en massespurt i Torrefarrera,

Sidste etape kører i og omkring Barcelona, hovedstaden i Catalonien og stedet hvor FC Barcelona spiller kampe i Primera División. Der bliver afsluttet med otte omgange på den 6,6 km lange rundstrækning i Montjuic-parken, hvor Alt Montjuic-stigningen passeres hvergang og danner udgangspunkt for mulighed angreb.

Den største favorit til den samlede sejr er fortsat sidste års vinder Alejandro Valverde fra Movistar holdet. Spanieren har allerede vist, at han er i god form med sejrene i Valencia Vuelta og Tour of Abu Dhabi. Valverde er blevet 38 år, men ser ud til at have ramt en evig ungdom. De største udfordre til spanieren kan vise sig at være holdkammeraterne, Nairo Quintana, der vandt løbet i 2016 og den unge Mark Soler, der netop har vundet Paris-Nice. Men specielt det australske Mitchelton-Scott med brøderne Adam og Simon Yates samt colombianske Esteban Chavez, vil uden tvivl udfordre Movistar. Blandt andre favoritter kan nævnes Bob Jungels fra Luxembourg og Quick Step-Floors, amerikanske Tejay Van Garderen fra BMC Racing team, irske Dan Martin fra UAE-Team Emirates, colombianske Sergio Henao fra Team Sky og franske Thibaut Pinot fra Groupama – FDJ teamet. Og så bliver det super spændende at se hvor langt evnerne rækker fra danskerne Jesper Hansen og Niklas Eg i bjergene.