Den ældste Giro-vinder
Fiorenzo Magni var 34 år og 180 dage, da han vandt Giro d’Italia i 1955. Han er dermed den ældste vinder af Italiens store cykelløb. Det var hans tredje Giro-sejr.
Magni levede fra 1920 til 2012. Han vandt Giro’en i 1948, 1951 og altså 1955. I 1956 styrtede han på tolvte etape, fik et brud i kravebenet, men formåede alligevel at blive nr. to i Giro’en det år. Resten af løbet kørte han med et gummibånd mellem sit styr og hans tænder for at kompensere for hans manglende evner til at bruge venstre arm. På 16. etape styrtede han igen, brækkede overarmsknolen, besvimede, blev lagt i en ambulance, men da han kom til sig selv, fik han stoppet ambulancen, og kom tilbage i løbet. På 20. etape var forholdene ekstreme med sne, 60 ryttere udgik, men Magni blev nr. tre på etapen. I det samlede klassement endte han tre minutter og 27 sekunder efter vinderen Charly Gaul.
Magni blev også nr. to i Giro d’Italia i 1952. Tre gange vandt han Flandern Rundt, og i Tour de France blev det til syv etapesejre.
Den yngste vinder af Giro d’Italia var i øvrigt Fausto Coppi, der var 20 år og 268 dage, da han vandt i 1940.
