Dansk talent blev kontaktet af storhold

Af Niels Nedergaard

Tobias Lund Andresen er en ombejlet ung herre, og nu afslører det unge stortalent, at han allerede har fremtiden på plads, mens han også løfter sløret for, at han tidligere er blevet kontaktet af et storhold. 

“Jeg tror, at der er en fem-seks forskellige agenter, der har skrevet til mig inden for det seneste år, og der er også et hold, der har kontaktet mig efter løbet nede i Schweiz. Det var så FDJ’s udviklingshold, men det er fedt, at man kan fornemme fra folk udefra, at man har kørt godt”, siger Tobias Lund til CyclingWorld.dk med henvisning til det schweiziske  Grand Prix Rüebliland.

Og resultaterne taler da også sit tydelige sprog. Alene i den seneste måned har han vundet samtlige etaper og den samlede sejr i U19-løbet Visegrad 4 Juniors, der køres i Ungarn. I GP Rüebliland blev det til to etapesejre.

Få dage inden kunne Tobias Lund samtidig gøre det, som alle danske U19-ryttere hvert år drømmer om. Han kørte nemlig først over stregen til DM og kunne trække den prestigefyldte DM-trikot over hovedet. 

“Nu startede min sæson jo i Norge, hvor jeg vandt to etaper, og så var der jo DM, som jeg syntes var sindssygt. At vinde DM synes jeg selv er noget af det største, man kan vinde, fordi alle stiller til start med det ene formål at vinde DM og tror på det, så det er nok mit største resultat”, fortæller han.

Har fremtiden på plads
Allerede tidligere på året fik Tobias Lund dog fremtiden på plads, og det er til trods for, at han har haft flere muligheder. “Jeg har ikke fået at vide endnu, hvornår det bliver offentliggjort, men jeg tror, det er inden for den næste uge. Jeg skrev jo kontrakt allerede tilbage i maj, så jeg har ikke haft så meget fokus på det. Jeg har slet ikke tænkt på holdet, jeg har bare tænkt på at blive ved med at gøre det så godt som muligt i år og leve op til den kontrakt, som jeg har skrevet under på”, beretter den hurtige rytter. 

Vil være som Van Aert og ikke Evenepoel
Tobias Lund Andresen har en fortid som crossrytter, og derfor er der specielt en rytter, som han ser meget op til. Det belgiske fænomen Wout Van Aert, der lige nu imponerer stort i Tour de France. Man kunne ellers fristes til at tro, at det var den tidligere altdominerende profil i juniorklassen Remco Evenepoel, som det danske stortalent havde som idol, men sådan forholder det sig ikke. 

Alligevel ser Tobias Lund det som noget meget positivt, at hans store dominans i juniorklassen bliver sammenlignet med, hvad Julius Johansen, Remco Evenepoel osv. førhen har leveret i de helt unge dage. 

“Jeg vil helst være som Wout Van Aert. Han har altid været mit store idol. Jeg synes også, at jeg minder en smule om ham. Selvfølgelig er jeg slet slet ikke ligeså god til alt det andet, som han også er, men han er jo ligesom, jeg gerne vil være også”

“Folk bliver jo ved med at skrive tillykke til mig, og min kommende træner har tit skrevet tillykke til mig, men jeg fører jo også Procyclingstats-ranglisten med næsten tre gange så mange point som den næste, så jeg er meget glad for det”, afslutter Tobias Lund Andresen samtalen med CyclingWorld.dk.